Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder i Koranen. Helligtekst, tradition og fortolkning » Kvinder i Koranen - introduktionsbladet » Hizbollahs Maria

Hizbollahs Maria

Af Jakob Skovgaard-Petersen

Den islamiske kalender er 11 dage kortere end den kristne. Det betyder, at de islamiske måneder ganske langsomt forskubber sig fra år til år. I år 2002 faldt den helligste måned, ramadan, sammen med den kristne jul. TV-mæssigt var det dermed højsæson for begge trossamfund. Og den vinter sad folk i Libanon klinet til fjernsynet og så en flot – og senere prisbelønnet - serie om den vigtigste kvindelige figur i begge religioner: Jomfru Maria.

Det særlige ved denne serie var, at den var produceret i Iran og blev udsendt af al-Manar. De libanesiske TV-kanaler er alle forbundne med bestemte trosgrupper, som dominerer både i ejer- og medarbejderkredsen. Men hvor de fleste søger at underspille deres religiøse tilhørsforhold og sender en bred vifte af programmer, er al-Manar langt tydeligere politisk og agitatorisk og derfor mest interessant for dem, der er enig med den. Al-Manar blev grundlagt i 1991 som Hizbollahs TV-kanal, og den kalder sig selv for ”Modstandens kanal”. Med modstand mener den væbnet kamp mod Israel, men også de senere år imod USA i Irak. Al-Manar har altid prioriteret nyheder, kommentarer og agitation højest, og de TV-serier den traditionelt har sendt, er gamle og produceret af andre. Ambitionen har de seneste 10 år været at række ud over den shiitiske base og nå ud til andre, som sympatiserer med Hizbollahs politiske mål, særligt palæstinensere, som er sunni-muslimer, og ikke shia-muslimer som Hizbollah. Så hvordan ser en TV-serie om Jomfru Maria ud, når den produceres til den politiske islamismes internationale satellit-kanal? Og hvorfor vælger kanalen det emne?

Koranens Maria

Maria – eller Maryam, som hun hedder på arabisk – er Koranens mest udarbejdede kvindeskikkelse; hun nævnes 34 gange, og en sura er opkaldt efter hende. Koranen fortæller, hvordan hun blev født af Imrans gamle og sterile hustru, der som udtryk for sin taknemmelighed dedikerede den nyfødte til Jerusalems tempel og først derefter opdagede, at det var en pige. Gud godtog barnet og gjorde profeten Zakarias til hendes værge. Maria voksede op i templets mandeverden, trods protester, og Gud gav hende føde. En dag viste en engel sig for Maryam og fortalte hende, at Gud havde gjort hende ren og foretrak hende frem for alle andre kvinder. Senere fik hun at vide, at hun skulle føde en dreng, som vil tale til menneskene lige fra sin fødsel og gøre store undere. Hun indvendte, at hun ikke var blevet rørt af nogen mand, men fik at vide, at for Gud er alting muligt. Maryam fødte da Jesus, alene, øst for byen, mens hun klyngede sig til at palmetræ. En stemme beordrede hende til at ryste træet og spise frugterne, hvorefter hun skulle være tavs og faste. Hun adlød og satte sin lid til Gud, mens folk sladrede om barnets mulige ophav.

Jerusalem på Jesu tid

TV-serien følger naturligvis Koranen, der som kilde suppleres med en anden, større, islamisk litteratur, kaldet ”Profethistorierne”. Men da den ældre islamiske litteratur kun er interesseret i de religiøse skikkelser – Zakarias og Maryam – deres hellighed og undere, og en TV-serie skal skabe et drama, et miljø og et tidsbillede, har serien i mange henseender frie hænder. Det er belejligt, da historien drejer sig om et område som ligger al-Manar og dens seere nær – Palæstina – på en tid der ligger særligt de kristne nær: Jesu tid.

Det er derfor ikke så overraskende, at serien begynder med en scene i Kong Herodes’ Palads. Herodes er kommet til magten gennem samarbejde med den romerske besættelsesmagt, men er splittet mellem sin ærgerrige kone og sin fromme søster. En stjerne har vist sig på himlen, og spåmænd har fortalt at det betyder fødslen af en stor konge. I denne første omgang viser det sig imidlertid at være fødslen af en pige, og kongens angst forvandles til lettelse. Men pigen er Maryam, som snart skal føde Jesus! Da Herodes’ kone får overtalt ham til at myrde sin søster, virker det en tid lang, som om han igen har kontrol over tingene. Men skylden og forfølgelsesvanviddet nager, og snart bryder sindssygen ud i lys lue.

Maryams og Zakarias hovedmodstandere er imidlertid templets præster, som lever godt af at udnytte folkets fromhed, og er i alliance med byens vekselerere, som udlåner shekler til ågerrenter, selv på en sabbath. Præsterne er misundelige på Zakarias og Maryam, fordi de mærker deres nærhed til Gud, og kun fordi den øverste præst, al-Hillel, holder hånden over Maryam, kan hun blive på templets område. De to ondeste præster taler ikke om at tjene Gud, men om hvordan jøderne kan få kontrol med verden.

Maryam og Zakarias har ikke mange støtter, faktisk næsten kun deres familie. De er naturligvis fattige, fromme og fejlfri. Den mest gudhengivne er og bliver dog Maryam, hvis fromhed betyder, at undere sker omkring hende, og byens fattige og svage opdager snart, at hun kan helbrede og gøre frugtbar. Maryam går med tørklæde, omtrent som hun traditionelt har været afbildet i kristen ikonografi, men naturligvis også som Hizbollah forventer, at fromme unge piger skal klæde sig i dag. Hun er modellen på den fromme og rene muslimske pige til alle tider: man ser hende bede sine bønner, fortrække når der er fremmede mænd, slå blikket ned og være ydmyg, og passe sine lektier så hun kender loven bedre end farisæerne selv!

Muslimer og jøder

Ligesom Maryam er modellen på den muslimske pige, er præsterne ikke bare historiske personer, men repræsentanter for den moderne jødiske trussel, sådan som Hizbollah ser den. Temaer som åger og forretning og jødisk eksklusivisme tages op i serien, og de mange referencer, der er, til det moderne Jerusalem og Israel, må karakteriseres som a-historiske. Flere gange erklærer de ondeste præster f.eks., at deres mission er, at jøderne skal erobre hele verden, og selv om der også er præster og jøder, som tegnes i et mere fordelagtigt lys, er der en underliggende advarsel imod jøderne som gruppe til alle tider. Dette skinner også igennem i al-Manars præsentation af serien på stationens website:

”Denne serie fortæller historien om den hellige Jomfru Maria (fred være med hende), og hvordan hun fra fødslen blev forfulgt, sammen med Guds profet Zakarias (fred være med ham) … om forandringen af templet fra et sted for gudstjeneste til et sted, hvor jøderne planlægger deres snarer, og hvor folk fra området bliver torteret af datidens ypperstepræster i templet.”

Det vigtigste sigte med serien synes altså at være, at seerne skal sammenligne samfundet i serien med den politiske situation i dag og konkludere, at fjenderne og deres metoder er de samme nu som dengang, men at opskriften på sejr for Guds parti heller ikke har ændret sig.

Kristne temaer

Er attituden til jøderne gennemgående klar, så er “Den hellige Maryam” mere kompleks, når det kommer til kristendommen – som jo så at sige først bliver til med Jesu fødsel i seriens sidste scener. For kristne seere er historien delvist velkendt, delvist fremmed. Men der er ingen fjendskab over for den kristne lære i seriens fremstilling af Jomfru Maria. Politisk giver det jo en vis mening. For selv om Libanons kristne gennemgående er utrygge eller ligefrem fjendtligt indstillet over for Hizbollah, der er en udfordring til deres traditionelle magt, så er der også kristne som er mere positive, og Libanons konstitutionelle sammensætning gør det tvingende nødvendigt at finde allierede i de andre trossamfund. Libanons medielov tillader heller ikke, at landets medier opildner imod de andre trossamfund.

Først og fremmest er det dog sådan, at den kristne opfattelse af Maria ikke er i principiel modsætning til den muslimske. Begge betoner hendes renhed og jomfruelighed, hendes bebudelse og hendes jomfrufødsel. For den største gruppe af Libanons kristne, de katolske maronitter, står jomfruen uhyre centralt, og landet har statuer af hende overalt, fra private haver og små kapeller langs vejen, til store statuer på vigtige udsigtspunkter.

Serien om den hellige Maryam blev annonceret bredt, også i kristne områder, og det forekommer troligt, at man håbede på mange kristne seere. Der var også små træk, der pegede på en opmærksomhed på den kristne tradition. Titlen selv, ”Den hellige Maria” brugte et ord for hellig (muqaddasa), som er meget almindeligt i kristen religiøs sprogbrug, selv om kristne nu almindeligvis bare ville referere til ”jomfruen”; den gængse måde at omtale Maria for muslimer ville være en anden (sayyida Maryam). Uagtet at Maryam i serien går med et muslimsk hijab, giver det dog også mindelser om det hovedtørklæde, som Maria almindeligvis har på i kristne fremstillinger. Ofte ser man hende gå i naturen, og tit går hun med en lille hvid blomst, det kristne symbol på hendes renhed. Serien viser hende som dybt medfølende med de fattige og jævne troende – et tema som er langt mere dominerende i den kristne religiøse tradition end i den islamiske.

Alligevel ville det nok komme bag på de fleste kristne, hvis man fra kristen side havde lavet en lang serie om Jomfru Maria i tolv afsnit, hvor Jesus først blev født i det sidste afsnit. For kristne er Maria først og fremmest en moder, hvorimod den koraniske historie, og TV-serien, ser hende som en ung pige, hvis drama særligt drejer sig om hendes usædvanlige helligelse til templet i Jerusalem.

Den shiitiske vinkel

“Den hellige Maryam” er altså, når alt kommer til alt, først og fremmest henvendt til muslimer, og den forklarer i begyndelsen, at den er baseret på den koraniske historie. Sunni og Shia muslimer (som begge findes i stort antal i Libanon) har i den forbindelse samme referenceramme, og begge grupper vil være i stand til at forstå de forskellige forsøg, der gøres, på at aktualisere historien. Særlige shiitiske temaer tages dog op.

Ligesom i shiitternes hovedfortælling om Muhammads efterkommere, ahl al-bait, handler “Den hellige Maryam” om en hellig familie, Al Umran, som også rummer hellige kvinder. Og som det er tilfældet i den anden fortælling foregår den i en politisk ramme, hvor magthaverne og deres religiøse støtter, føler sig truet af en enkelt familie af fromme og rene, som får deres hellighed og inspiration direkte fra Gud. Den hellige familie bliver forfulgt af de korrupte herskere, men er elsket af de fattige og undertrykte, som føler deres hellighed og knytter håb og fortrøstning til dem. Hertil kommer mere specifikke shiitiske temaer som forsvares på bestemte tidspunkter i serien, f.eks. taqiyya, tilladelsen til at skjule sin religiøse identitet ved en ed, hvis man herved kan undgå forfølgelse.

Temaerne synes at tjene til at bekræfte shiitter i deres verdenssyn, og gøre sunni-muslimer mere forstående over det. Men der er også andre budskaber i serien; f.eks. er der en scene, hvor en af de onde præster får befolkningen til at angribe og myrde en af de gode præster under høje råb om ”død over de vantro”. Det er en voldelig scene, der tjener til at gøre seerne opmærksom på faren for religiøs fanatisme og for, at almindelige folk bliver manipuleret ved hjælp af religionen

Taqrib

“Den hellige Maryam” er, for nu at opsummere, en smukt filmet og engagerende historie om en ung piges ensomme kamp for at følge sin tro – en kamp som fører til hendes forfølgelse, men til sidst også til hendes belønning. Samtidig er den en politisk serie med politiske budskaber til og om de forskellige trossamfund. Den afspejler en redaktionel politik på al-Manar, som igennem efterhånden en hel del år jævnligt har haft kristne præster og sunni-muslimske lærde på programmet (ved siden de shiitiske religiøse figurer, som den naturligvis altid har vist). Jødiske rabbinere ser man derimod aldrig, og selv om stationen hævder, at den skelner mellem zionisme og jødedom, valgte USA, Frankrig og flere andre europæiske lande i 2004-05 at forbyde stationen, fordi man fandt at den opfordrede til had mod andre trossamfund, nemlig det jødiske.

Herved tjener stationen et politisk program, som Hizbollah og Iran længe har forfulgt, nemlig at isolere Israel, men at række hånden ud til de kristne, og særligt til sunni-muslimerne. Strategien benævnes ofte taqrib (”tilnærmelse”) og sigter imod at nedspille teologiske modsætninger, mod til gengæld betone sammenfaldende politiske interesser. Maria eller Maryam, elsket af kristne og muslimer rundt om hele Middelhavet, er en person som vækker stærke positive følelser, og som samtidig kan anvendes i dette program: For er Maria en samlende figur for kristne, shiitter og sunnier, så er hun samtidigt en hellig kvinde, som jøderne ikke tror på. Den lille Maryams opvækst rummer derfor temaer til såvel forsoning som fordømmelse, selv i det 21 århundrede.