Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder i Koranen. Helligtekst, tradition og fortolkning » Kvinder i Koranen - introduktionsbladet » Mellem virkelighed og fantasi. Rabi’a al-’Adawiyah og den guddommelige kærlighed

Mellem virkelighed og fantasi. Rabi’a al-’Adawiyah og den guddommelige kærlighed

Af Duna Ghali

Har diskussionen om det såkaldte civilisationernes sammenstød forøget interessen for arabisk og islamisk litteratur i både Vesten og Mellemøsten, må man også tale om den enkelte civilisations interne uenigheder, herunder de forskellige religiøse retninger, skoler og bevægelser. Inden for islam er sufismen et godt eksempel på en kontroversiel religiøs retning. Faktisk var der sufier, som blev forfulgt for deres overbevisning, nogle kostede den endda livet. I alt fald ifølge den klassiske islamiske historieskrivning og ifølge sufierne selv

Men er alt, hvad vi har læst og fået at vide, rigtigt? Vi ved det ikke med sikkerhed. Fænomenet al-dass, at indføje/indskyde noget i den originale tekst, eksisterer både inden for historien og litteraturen. Alligevel fanges vi af de lyse punkter i sufismens åndelige dimension, især i mødet med litteraturen. Den giver os mulighed for at tænke dybere over livet; i litteraturen kan man i det hele taget søge kompensation for et barsk liv, men også inspiration til alternativer. Et godt eksempel på en litteratur om et alternativt liv, er Rabi’a al-’Adawiya.

Rabi’a al-’Adawiyah (718-801?) var en kvindelig sufi-digter født i Basra i Irak. Hun er kendt for sin dyrkelse af den guddommelige kærlighed, og man mener, at mandlige digtere hentede stor inspiration hos hende. Hun betragtes i den islamiske tradition som en af de ”usikre” personer, dvs. man ved ikke med sikkerhed, om hun har levet på den måde, det er beskrevet, og om hun overhovedet har eksisteret. Er Rabia’ al-’Adawiya et rigtigt menneske? Eller er hun blevet skabt af folk, navnlig mænd, i tidens løb, for derefter at blive til den Rabi’a, vi læser om i dag? Troværdige historiske kilder er der meget få af, og vi kender ikke ret meget til hende.

Er Rabi’as skikkelse blevet skabt af mænd, kan man dog godt finde noget positivt i det. Det betyder, at i alt fald nogle mænd har savnet en kvinde, som var anderledes og utraditionel. Er hun ikke blevet skabt af manden, men har virkelig eksisteret, var hun en sand mønsterbryder, som fornægtede pengene og ægteskabet og ville leve livet alene, som hun havde lyst. Historien beretter da også om andre kvinder på hendes tid, som stædigt brød med mændenes verden. Således f.eks. ’Aisha Bint Talha, der var gift med Emiren af Irak, Mus’ab Ibn Al-Zubayr. Hun nægtede at gå med hijab og dække håret til, idet hun ikke så nogen mening med at skjule sin skønhed. Det oprindelige formål med hijab var at skille frie kvinder fra slaver.

Rabi’a al-’Adawiyah bliver kaldt for den guddommelige kærligheds martyr. Sufismen markerer i hendes fortolkning, at man dør langsomt, betaget af den overraskende guddommelige effekt. Hun valgte kærligheden til Gud som en måde at leve og dyrke religionen på, og eftersom mange samtidige og senere sufimuslimer fulgte hende, blev den guddommelige kærlighed efterhånden et naturligt element i den islamiske sufisme. Sufisme som sådan dengang som nu er centreret om ideen om den rene kærlighed som en måde at nærme sig og forenes med Gud på. Om sin kærlighed skriver Rabi’a:

” Jeg elsker dig dobbelt: med lidenskabelig kærlighed

og med en kærlighed, der er dig værdig

i den lidenskabelige kærlighed sanser jeg dig og kun dig

i den, der er dig værdig, løfter du sløret, så jeg ser dig.”

Hvordan denne sære hengivelse til den guddommelige kærlighed indfandt sig hos Rabi’a, er der mange bud på. Abd al-Rahman Badawi#1 mener, at det var slaveriets ydmygelse, der fik Rabi’a til at mærke det spirituelle budskab, da hun som slave blev solgt til en forretningsmand. Andre mener, at der lå en mislykket kærlighedshistorie bag. Uanset hvad, så voksede hun op i et miljø, hvor hun var omgivet af folk med samme spirituelle forståelse eller lidenskab som hende selv, blandt andet hendes gode venner asketerne Ibn Sufyan al-Thawri og Amir bin ’Abd Qays. Det leder tankerne hen på det kulturelle og sociale miljø i Basra, og på hvor udbredt det var, at moskeerne blev anvendt som rum for studiekredse af lærde mænd, teologer såvel som digtere. Det var da også i Basra, de vigtigste religiøse strømninger og den modigste tænkning udsprang, og her de store filosofiske skoler blev etableret. Imam al-Hassan al-Basri (om han levede på Rabi’as tid vides ikke helt), havde f.eks. en studiekreds i moskéen Madjlis al-Basri, hvor teologer og folk mødtes for at diskutere forskellige emner. Det var ud fra den, at den første egentlige teologiske skole, al-Mu’tazila, udsprang. Al-Basri og en af hans elever, Wasil ibn Thana’, blev uenige om nogle punkter, hvorefter sidstnævnte brød med gruppen og dannede sin egen bevægelse. Han blev fulgt af ’Amr Ibn ’Ubayd og senere al-Djahiz. Mu’tazila fik stor betydning for udviklingen af den arabiske filosofi ved at betone den rationelle tænkning og for grundlæggelsen af filologien (’ilm al-kalam), der systematiserede grammatikken. Filologer fra Basra har således afgørende medvirket til, at det klassiske arabiske sprog ser ud, som det gør, navnlig Abu al-Aswad al-Du’ali og al-Khalil ibn Ahmad al-Farahidi.

Rabi’a havde tilhængere, og hun havde modstandere. Modstanderne dæmoniserede hende og beskyldte hende for at være skinhellig eller ateist. De kunne bl.a. ikke lide, at hun ikke afskyede Satan, idet som hun skrev: ”Mit hjerte er fyldt med kærlighed til Gud, så der ikke bliver plads til at hade”. Ifølge Badawi gennemløb hendes kærlighed flere stadier. Den begyndte som en angrende indstilling, men udviklede sig efterhånden som hun blev fortrolig med tadjahhud - at læse Koranen og betro sig til Gud. Noget andet, som modstanderne nok bed mærke i, var, at Rabi’a tog afstand fra at tage på pilgrimsfærd og besøge Guds hus (al-Ka’bah). Hun gjorde det selv en enkelt gang, men erklærede herefter, at det var en hedensk skik.

”Dette afgudsbillede, som I tilbeder, er Gud ikke i, men det er intet uden ham”.#2

Hun mente med stor selvsikkerhed, at hun selv kunne finde vejen til Gud, hvilket også den berømte sufi al-Hallaj senere mente. Det kostede ham livet ved henrettelse i 922.

Rabi’as historie er i moderne tid blevet brugt som moraliserende skolelektie om kontrasten mellem det gode og det onde i mennesket. Lektien er, at hun blev solgt som slave i en tidlig alder, men at ejeren gav hende fri, efter at han mærkede hendes stærkt markerede religiøse tendenser. Det berettes også, at emiren var forelsket i hende, men at hun nægtede at gifte sig med ham og kun ville leve for Gud. Hendes historie findes filmatiseret i den egyptiske film ”Rabi’a al-’Adawiyah” fra 1963. Den er et overfladisk drama, der beretter om, hvordan Rabi’a møder en asket, der viser hende den rigtige vej til Gud.

De digte, der tilskrives Rabi’a, adskiller sig ikke væsentligt fra andre sufi-digte. De beskæftiger sig primært med kærligheden til Gud og længslen efter at møde Gud og se hans ansigt. Dog er Rabi’a mere ydmyg i sine billeder end andre sufi-digtigere. Hun vil for Guds skyld gerne nedværdiges i livet, der ikke er andet end forgængeligt. Det skinner også igennem i hendes bønner:

”Når bare du er sød,

så lad livet blive bittert;

når bare du er glad,

så lad alle andre være vrede;

når bare dette mellem mig og dig må blomstre,

så lad alt imellem mig og verden ligge i ruiner.

Når bare jeg kan få din kærlighed, er alt andet uden vægt,

og alle, der er oven mulde, er kun muld”

***

Noter

#1 ’Abd al-Rahman Badawi: Shahidat al-’Ishq al-llahi, Cairo, 1946.

#2 Taqi al-Din Ibn Taymiyya: Majmu’ fatawi Ibn Taymiyya, 37 bind, Mujamma’ al-malik Khalid, 1995.