Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder i Koranen. Helligtekst, tradition og fortolkning » Kvinder i Koranen - introduktionsbladet » Profeten Muhammads hustruer

Profeten Muhammads hustruer

Af Ana Belén Soage

Det 20. og 21. århundredes muslimske skribenter har genopdaget profeten Muhammads hustruer. Tidligere muslimske teologer og historikere var bestemt ikke uvidende om, at Muhammad var gift med adskillige kvinder – kvindernes navne var velkendte – men det er først i sidste og nuværende århundrede, at Profetens ægteskabelige forhold er blevet gjort til genstand for en hel litteraturgenre. Til genren bidrager ikke kun muslimske teologiske lærde, hvilket er værd at bemærke, om end det i stigende grad synes at være tilfældet. Den nye genre af islamisk religiøs litteratur er interessant, netop fordi den er ny og moderne; den formulerer og definerer normer for ægteskabelig opførsel her og nu og slår fast, at profetens sunna stadig er eksemplet til efterfølgelse.

Men hvorfra kender de moderne forfattere til detaljerne i Muhammads ægteskab? Hvorfra ved de, hvem han elskede mest, hvem han tilbragte mest tid med, og hvorfor han giftede sig med de kvinder, han gjorde? Deres kilder er de klassiske profetbiografier, siyar, hvoraf den tidligste stammer fra omkring år 800, dvs. den er forfattet næsten 200 år efter Muhammads død. Detaljerne i den og andre senere kan altså på ingen måde bekræftes som historisk korrekte, men afspejler i stedet en del af de traditioner om Muhammads liv som blev kanoniseret i løbet af den abbasidiske periode (750-1258).

Moderne levnedsskildrere af Profetens hustruer har bl.a. udset sig som opgave at beskrive det ideelle ægteskabelige liv. Ved en selektiv læsning af de klassiske kilder trækker de elementer frem, der har relevans og kan accepteres af muslimer i dag. Det er ikke nødvendigvis en let opgave, eftersom de sociale normer har ændret sig gennem tiden. Slaveri var for eksempel en velintegreret del af livet på profetens tid og under det umayyadiske og abbassidiske dynasti, men er i dag ulovligt og anses for at være uacceptabelt. Beskrivelser af institutionen må derfor tones ned. Her vil vi imidlertid fokusere på relationen mellem mænd og kvinder.

Den klassiske base

Centralt i de klassiske biografiers beskrivelse af Profetens ægteskaber står Muhammads absolutte magt over sine hustruer. Det har de progressive i den muslimske verden det svært med, mens det uden tvivl appellerer til de mere konservative kræfter.

Ifølge de klassiske kilder giftede Muhammad sig mindst ni gange; nogle kilder fastsætter endda antallet af hans hustruer til fjorten. Dette står i kontrast til, at Gud i Koranen beordrer muslimske mænd til højst af gifte sig med fire kvinder (sura 4:3). Klassisk islamisk teologi løste dette problem ved at hævde, at Profeten tilhørte en særlig klasse af mænd, hvem Gud tillod et ubegrænset antal af hustruer. David og Salomon havde hundredvis.

Det 20. og 21. århundredes levnedsskildrere benægter på ingen måde, at Muhammad tog sig mange hustruer, men de vil typisk fremhæve, at han ikke ægtede dem for sin seksuelle fornøjelses skyld, men som et udslag af sin sociale samvittighed. Han ønskede at give dem et bedre liv. Profeten var på ingen måde følelsesmæssigt umoden; han var faktisk monogam og loyal overfor den samme kvinde i det meste af sit liv. Den kvinde var Khadija, en rig enke, som var femten år ældre end Muhammad og for hvem han gjorde forretninger. Hun friede til ham, og ikke omvendt, imponeret over hans ærlighed og dygtighed, hvilket klart demonstrerer kvinders selvsikkerhed i den præislamiske periode – i hvert fald hvad angår dem, der havde en vis social status. Muslimske levnedsskildrere beskriver deres forhold som ømt; Khadija blev en slags stedfortræder for den mor, Muhammad havde mistet i sin barndom. Hun gav ham også de eneste børn, der overlevede: Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima. Og vigtigst af alt beroligede hun Profeten, da han fortale hende om ærkeenglen Gabriels besøg, og hun var den første person, der konverterede til islam.

Ægteskab som alliance og beskyttelse

Som det fremgår, gør de moderne levnedsskildrere sig i det hele taget umage med at finde frem til og fremhæve de ædle motiver, der lå til grund for Muhammads polygame forhold. De peger for det første på, at ægteskaberne cementerede vigtige alliancer, for eksempel var ’Aisha bint Abu Bakr og Hafsa bint ’Umar døtre af to af hans nærmeste hjælpere. De blev sammen med to andre hjælpere, til hvem Muhammad bortgiftede sine døtre - Fatima til ’Ali og Ruqayya (og senere Umm Kulthum, da Ruqayya døde) til ’Uthman – de fire retledte kaliffer, al-Khulafa’ al-Rashidun. Muhammad indgik også ægteskab som et forsøg på at forbedre forholdet til sine fjender. Således giftede han sig med Umm Habiba, datter af Abu Sufyan, der ledte de Quraysh-folk, som bekæmpede islam, ligesom han giftede sig med Juwayriyya og Safiyya som tegn på, at han havde indgået forlig med de stammer, de tilhørte, nemlig Banu Mustaliq og (den jødiske) Banu Nadir. At han af orientalister er blevet angrebet for at gifte sig med Safiyya umiddelbart efter at have slået hendes mand ihjel er en anden sag.

For det andet påpeger de moderne levnedsskildrere, at Muhammad indgik flere ægteskaber for at beskytte muslimske enker og forældreløse, især kvinder, hvis mænd eller fædre var døde i islams sag. Således giftede han sig med Sawda bint Zam’a, Zaynab bint Khuzayma og Umm Salama. Andre ægteskaber indgik han, fordi de givne kvinder var blevet skilt eller deres mænd havde forladt islam. Ramla bint Abi-Sufyans mand overgik f.eks. til kristendommen, og Zaynab bint Jahsh var fraskilt. Profetens ægteskab med sidstnævnte skabte dog en del røre i det medinensiske samfund, og omstændighederne i forbindelse hermed skal beskrives nærmere.

Zaynab-skandalen

Zaynab var aristokrat fra Qurash-stammen, den stamme, som også Muhammad tilhørte. Muhammad havde arrangeret, at hun blev gift med Zayd, en tidligere slave, som han havde frigivet og adopteret. Et ægteskab af en sådan karakter tjente til at vise, at i islam er der ingen klasseforskelle; som Koranen lyder: ”Den fornemste af jer er i Guds øjne den af jer, der er mest gudfrygtig” (49:13).

Hvad der førte til, at hun siden blev gift med Profeten, har det 19. og 20. århundredes vestlige levnedsskildrere af Muhammad dvælet meget ved. Deres version af historien, som er baseret på den klassiske biografiske litteratur, lyder, at Muhammad en dag kom for at besøge Zayd og uforvarende kom til at se Zaynab utildækket. Han blev slået af hendes skønhed, og så snart Zayd fandt ud af det, lod han sig skille fra Zaynab, så Profeten kunne gifte sig med hende. Der var dog et problem: Ifølge Koranen var det ikke tilladt en mand at gifte sig med sin søns tidligere hustru. Det blev dog hurtigt løst. Et koranvers (33:4) om, at adoption er illegitimt, blev åbenbaret, og Zayd var derfor ikke længere at betragte som Muhammads søn.

Profetens håndtering af sagen er ifølge det 20. århundredes standard umoralsk og har medført, at Muhammads moralske habitus som sådan er blevet fordømt af nogle vestlige forskere og missionærer. Det er derfor ikke underligt, at moderne muslimske forfattere afviser den orientalistiske version af historien og i stedet påpeger, at ægteskabet mellem Zayd og Zaynab havde været ulykkeligt på grund af deres standsforskelle. Zayd bad derfor Profeten om lov til at lade sig skille fra hende, hvilket han fik, hvorfor Profeten giftede sig med hende. Han ønskede ikke, at hun skulle blive stigmatiseret som fraskilt. Hvad angår åbenbaringen om, at adoption er illegitimt, så er den ifølge de muslimske forfattere ikke et eksempel på, at Muhammad modtog åbenbaringer til egen fordel; Muhammad giftede sig hovedsageligt med Zaynab for at illustrere og understrege, at adoption er bid’a, dvs. illegitim fornyelse, ikke-islamisk praksis.#1

Historien om halskæden

”Zayd-affæren”, som den kaldes, er et godt eksempel på, hvordan orientalistiske og vestlige beskrivelser af Muhammad har tvunget muslimske forfattere til at tage emner af moralsk karakter op og forsvare Profeten. Beskrivelserne har i det hele taget ændret forfatternes fokus i deres Muhammad-biografier. Et andet eksempel er det berømte tilfælde med de sataniske vers.

Her vil vi imidlertid se nærmere på en hændelse, der er knap så kendt, og som i det 20. århundrede går under navnet ”historien om halskæden”. Den er centreret omkring ’Aisha, som Profeten giftede sig med, mens hun endnu var barn. Hun mistede en tidlig morgen sin halskæde på vej hjem fra en militærekspedition, og mens hun ledte efter den, drog karavanen, som hun var en del af, videre, og hun blev ladt tilbage. Heldigvis kom en ung beduin forbi og eskorterede hende tilbage til Medina, men her blev hun mødt med mistro og folk begyndte snart at stille spørgsmål ved hendes ærbarhed. Nogle af Profetens fæller rådede da Profeten til at lade sig skille fra hende; som ’Ali påpegede ”kvinder er der nok af”. Men Gud kom ’Aisha til undsætning og åbenbarede et vers, som ikke bare rensede hende, men også fastslog, at straffen for at bagvaske dydige kvinder er piskeslag (Koranen 24:4, 12-16).

De klassiske biografier beskriver ’Aisha som Muhammads ynglingshustru og som havende en vindende karakter. Hun siges nogle steder at have været så vidende og dannet, at Profetens fæller kom til hende for at få svar på især kvinde- og familierelaterede spørgsmål. Endvidere beskrives hun som livlig og selvsikker og som en, der godt kunne lide at prale med, at hun som den eneste var kommet til Profeten som jomfru. Hun havde en skarp tunge og ingen kunne vide sig sikker i hendes nærhed, heller ikke Profeten. Ifølge traditionen udbrød ’Aisha efter at et vers om, at det var Profeten tilladt at gifte sig med kvinder, der skænkede sig selv til ham (Koranen 33:50), blev åbenbaret: ”Gud har sandelig travlt med at lade dig gøre, som du vil!”

’Aisha blev efter Profetens død en af de vigtigste kilder til Hadith, dvs. til beretningerne om Muhammads ord og handlinger. Endvidere gik hun ind i politik og fik en ledende rolle i et opgør mod ’Ali, som hun havde set skævt til siden historien om halskæden. I det såkaldte ”kamelslag” ledte hun sine egne tropper, men tabte, og tog siden tilbage til Medina, hvor hun trak sig tilbage.

De troendes mødre

De fleste vers, der omhandler eller er henvendt til Profetens hustruer, blev åbenbaret i de sidste år af Profetens levetid. Koranen refererer til hustruerne som ummahat al-mu’minin, dvs. de troendes mødre (Koranen 33:6), hvilket befæster deres status som genstand for respekt og ærbødighed. Med denne fulgte imidlertid ikke bare privilegier, men også forpligtelser. Profetens hustruer blev praktisk talt isoleret i deres huse og måtte tildække hele kroppen inklusive hænder og ansigt, når de var i nærheden af mænd, de ikke var i direkte familie med. Restriktionerne gjaldt også efter Muhammads død, og det var dem ikke tilladt at gifte sig igen (Koranen 33:53, 32-33).

I modsætning hertil blev andre kvinder kun bedt om at ”holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring” (Koranen 24:31). Det mener alle lærde i dag dog ikke; nogle muslimske sheikher agiterer for, at alt på en kvinde, inklusive hendes ansigt, hænder og stemme, er ’awra, dvs. skammelige, og at de vers, der foreskriver niqab (ansigtsslør) er henvendt til alle kvinder, ikke bare til Profetens hustruer.#2

Ifølge den marokkanske sociolog og feministiske forfatter Fatima Mernissi videregav Profetens hustruer ofte spørgsmål fra muslimske kvinder til Profeten. Umm Salama overbragte for eksempel et spørgsmål om, hvorfor Koranen kun henvendte sig til mænd, hvorefter et vers med ordlyden ”troende mænd og kvinder” snart blev åbenbaret.#3 Muslimske kvinder henvendte sig i det hele taget ofte til Profetens hustruer; især hvis de havde spørgsmål til noget, de kun nødigt ville tale med Profeten om (f.eks. menstruation eller sex).

Profetens hustruer og hadith-litteraturen

Som nævnt spillede Profetens hustruer en central rolle i overleveringen af traditioner om Profetens ord og gerninger. Hadith-litteraturen står derfor også som en vigtig kilde til information om dem. Som Barbara Freyer Stowasser har vist, indeholder Hadith dog en del modstridende beretninger: Hustruerne præsenteres overordnet set som indbegrebet af dyd og retfærdighed, men adskillige traditioner påpeger i en ret kvindefjendsk tone, at de også var jaloux, irrationelle, grådige og bagtalende – dvs. besad egenskaber, som typisk kædes sammen med kvinder. Disse traditioner blev senere brugt til at retfærdiggøre en indskrænkelse af kvinders rettigheder og til at underminere deres position i samfundet.#4

I moderne tid er der blevet sået tvivl om mange af disse anekdotiske beretningers troværdighed, eller de er blevet omfortolket. Hustruernes jalousi siges for eksempel at være et naturligt udtryk for deres store kærlighed til Profeten.#5 Moderne tids muslimske kvinder ser i det hele taget Profetens hustruer, jaloux eller ej, som eksempler til efterfølgelse.

Oversat af Dorthe Bramsen

Noter

#1 Abdullah Shihata, Al-mar’a al-muslima bayna al-madi wa-l-hadir (Cairo: Al-hay’a al-misriyya al-‘amma li-l-kitab, 1984), s. 167.

#2 F.eks. den tidligere saudi-arabiske statsmufti ‘Abd al-‘Aziz ibn Baz (d. 1999) og Abu al-A‘la Mawdudi. Se Muhammad Hassan, “Tahdhir al-ahbab mimman harama al-niqab” på http://www.islamway.com/?iw_s=Lesson&iw_a=view&lesson_id=278.

#3 Fatima Mernissi: Women and Islam. An historical and theological enquiry; oversat af Mary Jo Lakeland (Oxford: Basil Blackwell, 1991), s. 118-9.

#4 Barbara Freyer Stowasser: Women in the Qur’an, traditions and interpretation (New York: Oxford University Press, 1994), kap. 8-10.

#5 Ibid.