Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Månedens mellemsted - Elorgel

Månedens mellemsted - Elorgel

Af Søren E.Jensen

Findes der noget smukkere end "Blue Spanish Eyes" udsat for elorgel?

Det gør der sikkert. Der er sandsynligvis rigtig mange, som kan pege på rigigt meget, der er langt, langt smukkere end "Blue Spanish Eyes" udsat for elorgel, men når spørgsmålet overhovedet melder sig, skyldes det, at elorglet - efter mange års glemsel - pludselig er dukket op igen: I genbrugsbutikker og på loppemarkeder står disse stolte, men nu udrangerede halvfjerdserklenodier side og side, og alene antallet af elorgler vidner om, at der har været tale om en meget omfattende mode. Men det betyder også, at prisen for et brugt elorgel i dag er særdeles lav; man kan faktisk få et elorgel for et par hundrede kroner eller mindre; ja man kan ligefrem få et elorgel helt gratis, da en del ekselorgelsindehavere har valgt at køre skrumlet direkte ned på genbrugspladsen.

Det må siges at være et fund så meget des mere som at de fleste elorgler ser helt ubrugte ud; faktisk fremstår de lige så funklende flotte, som da de blev anskaffet for mere end 30 år siden. Men det røber samtidig, at der dels er tale om Danmarkshistoriens største kollektive, musikalske fiasko, dels at det var en ganske besynderlig mode, hvor devisen har lydt: Elorgel først, musik så. Hvis viljen havde været til stede, ville Danmark have været et land, hvor man i aftenstunden kunne gå rundt i parcelhuskvartererne til elektiske versioner af "Blue Spanish Eyes" eller andre elorgelklassikere, som strømmede ud fra det ene typehus efter det andet, og det ikke bare med pedalerne, men også swing-, rumba eller sambaknappen helt i bund.

Det er en festlig forestilling, men sådan gik det ikke. Når elorglet i den grad er glemt i dag, så skyldes det uden tvivl, at man måske nok så, men kun meget sjældent hørte et elorgel, dengang i halvfjerdserne, hvor det pludselig blev kotyme, at man kom fra et pænt hjem; ikke med klaver, men med elorgel. I ni ud af ti tilfælde blev det imidlertid ikke til mere end anskaffelsen alene. Man forsøgte sig måske lidt med "Blue Spanish Eyes" eller andre af de numre, der indgik i elorgel-for-begynder-hæfterne, men ret hurtigt døde interessen ud, og elorglet blev dermed reduceret til et regulært møbel på linie med en anden halvfjerdserdinosaur, nemlig hjemmebaren, der sandt for dyden heller ikke så særlig festlig ud i og med at den i sin sørgelige og ubrugte fremtoning indikerede det stik modsatte af sit formål: "Her festes ikke!"

Det samme gjorde sig gældende for elorglet. Lige efter indkøbet fik det måske nok en hædersplads i stuen med hæftet stolt slået op på "Blue Spanish Eyes", men mange elorgelsindehavere måtte hurtigt sande at man ikke bare bliver musiker fra den ene dag til den anden. I ukyndige hænder kunne selv et elorgel komme til at lyde falsk, og man kunne ligefrem se, hvor sløjt det stod til med ambitionerne alt efter hvordan elorglet stod placeret i stuen: Første skridt var som sagt hæderspladsen med det dobbelte klaviatur frit fremme og orgelhæftet optimistisk slået op på side tre. Her troede man endnu på, at det nok skulle blive til noget. Det gjorde det som regel bare ikke, og efter et par måneder fulgte så næste skridt, hvor man rullede det brune dække ned over orglets mange knapper, så de ikke skulle støve helt til. I de fleste tilfælde blev rullegardinet aldrig rullet op igen, og snart blev elorglet nedklasseret til en plads i hjørnet i stuen, hvor det ikke var i nærheden af så meget som en stikkontakt.

Det sidste havde sine praktiske grunde, for et elorgel var bestemt gefundenes fressen for et halvfjerdserbarn; ikke fordi man havde lyst til at kaste sig over "Blue Spanish Eyes", men fordi det var umådeligt morsomt at få sådan et elorgel til at larme mest muligt, og man kunne nå til særdeles overbevisende resultater, når ikke bare volumen- men også ekkoknappen blev drejet helt i bund. Men de hjemmegående husmødre mente af en eller anden grund ikke, at det var nogen sjov leg, og det er vel grunden til, at elorglerne efter en forbløffende kort karriere blev gemt helt væk på loftkamre og i kældre, hvor de skulle få lov til at stå de næste 25-30 år, indtil de i dag altså bliver definitivt kasseret.

Naturligvis er der undtagelser: Enkelte fik kæmpet sig igennem hele orgelhæftet, og de allermest stædige kunne endda få en bi-indtægt ud af anstrengelserne. Det var de såkaldte suppe-steg-og-is-elorgelspillere, der var fast inventar ved ethvert bryllup eller enhver konfirmation i halvfjerdserne. En typisk suppe-steg-og-is-elorgelspiller - og de fandtes i øvrigt kun i typiske udgaver - var en mand på omkring de 30 med dunet overskæg, Torben Lendager-frisure og stram, hvid skjorte, der havde en imponerende stor krave. Elorgelspilleren sad på en lille forhøjning i hjørnet af lokalet, der skulle gøre det ud for scene, og her spillede han eftermiddagen lang og aftenen og natten med. Under middagen - der virkelig altid bestod af suppe, steg og is - nøjedes han med stilfærdige udgaver af "Blue Spanish Eyes" og andre forsigtige numre, men ud på aftenen blev repertoiret mere dristigt for ved midnatstid at munde ud i direkte lystige danseklassikere som "Let's Twist Again" og "Rock Around The Clock". Her kom elorglets rytmeboks så sandelig til sin ret.

Men også suppe-steg-og-is-elorgelspilleren er ved at være en uddød artist sammen med instrumentet, og vi må nok indstille os på, at en musikalsk epoke definitivt er ovre; ingen fremtidsforsker har i hvert fald foreløbig spået elorglets comeback.