Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Månedens mellemsted - Keld Kvarterløft

Månedens mellemsted - Keld Kvarterløft

Af Søren E.Jensen

For en del år siden blandede en mand, som vi her vælger at kalde for Keld Kvarterløft, sig i den danske bydebat, og hans røst skulle vise sig at få skelsættende betydning; ja måske er Keld Kvarterløft ligefrem den mand i danmarkshistorien, som har haft den største indflydelse på den hurtigste og mest radikale ændring af det danske bybillede nogensinde. Selv Christian d. 4. kan ikke være med, for han holdt sig dog nogenlunde til København.

Det gjorde Keld Kvarterløft ikke; faktisk er det mest i provinsen, at han har sat synlige spor, og det var da også i de danske provinsbyer, man i første omgang var lydhør for Keld Kvarterløfts bykritik.

Nu havde Keld Kvarterløft ikke andre forudsætninger end sin smag at have kritikken i, men da han havde en fortid som TV-vært, blev der lyttet alvorligt til ham, og gennemslagskraften var utvivlsomt også så meget des større, som at Keld Kvarterløfts budskab var ganske enfoldigt. Hans tese indskrænkede sig groft sagt til, at de danske byer engang havde været rolige og pæne, men på et eller andet tidspunkt var det gået galt, så de nu fremstod larmende og grimme. Det kunne enhver forstå, men hvis pointen alligevel ikke fes ind, tog Keld Kvarterløft gerne på byvandring med den lokale handelstandsforening og udpegede konkret de butiksfacader, der ikke levede op til bondegårdsidealet. Et smut omkring det lokalhistoriske arkiv ville ganske vist røbe, at de danske byer altid har været grimme, larmende, kaotiske og i et og alt fremstået som et syndigt rod, men den slags historik tog Keld Kvarterløft sig ikke af, og i det hele taget var han ikke nuancernes mand.

Det var specielt butiksfacaderne og navnlig skiltningen, som Keld Kvarterløft var ude efter, og igen var hans budskab enkelt: Jo større skiltning des værre, ligesom han så sig ondt på enhver ændring - stor eller lille - som den enkelte facade havde været udsat for gennem tiden. I virkeligheden brød Keld Kvarterløft sig sandsynligvis overhovedet ikke om butikker, men når de nu endelig skulle være der, måtte de i hvert fald kun ligne en butik så lidt som overhovedet muligt. De store udstillingsvinduer var bandlyst i Keld Kvarterløfts optik; i stedet skulle butikkerne indordne sig husets øvrige facade med det resultat, at det snart blev svært at skelne mellem beboelse og handel, så meget des mere som Keld Kvarterløft kun tillod en ganske diskret skiltning.

"Man sælger ikke mindre ved at spare på den æstetiske larm," som Keld Kvarterløft yndede at sige med den blandingsjargon af letforståelighed og forloren intellektualisme, der prægede alle hans slogans, og som utvivlsomt var med til at styrke hans gennemslagskraft.

For Keld Kvarterløft blev umådelig populær, men når han alligevel havde held med at ændre alle danske byer - fra Gedser til Skagen og fra Svaneke til Ringkøbing - hang det også sammen med, at han ikke var bleg for at appelere til den allermest nedrige provinsialisme.

I sig selv var den diskrete æstetik selvsagt til at forstå for enhver butiksindehaver i provinsen, for den kendte han fra privaten i parcelhuset, hvor det pæne og nydelige altid havde været i højsædet uden dog at være alt for prangende. Derfor havde Keld Kvarterløft også let spil, når han fremførte, at den larmende handelsgade slet ikke hørte hjemme i den ellers yndige by.

Men Keld Kvarterløft havde også en anden metode, som nok skulle få enhver provinsby til at makke ret. Han sørgede for at pege de uvårne ud.

Efterhånden blev det nemlig en tradition, at "byrevseren" - som Keld Kvarterløft stolt kaldte sig selv - ankom til en by og gik på vandring med handelstandsforeningen, hvor han kritiserede facaderne. Så rejste han igen, hvorpå de handlende gik i gang med at fjerne enhver, tænkelig kulør i gågaden, og efter et par år vendte Keld Kvarterløft så tilbage og gennemgik resultatet.

Men Keld Kvarterløft var en ærgerrig mand, som ikke stillede sig tilfreds med et delresultat, og han så slog hårdt ned på de handlende som ikke havde fulgt hans minimale æstetik, og som han skrev i en af sine bøger: "I sidste ende bliver det jo for de tungeste og mindst lydhøre et spørgsmål om anstændighed, etik og moral - hvis de vedbliver med at være de slemme elever i klassen." Keld Klaverløft skrev ikke noget om, hvordan de uvorne sandsynligvis var blevet presset til at ændre deres facader ved agressive generalforsamlinger i provinsernes handelstandsforeninger, men det er heller ikke nogen rar foretilling.

Under alle omstændigheder gik Keld Kvarterløfts drøm i opfyldelse. På bare ti år ændrede de danske byer sig fra at have gågader med hvert sit skæve tandsæt til et fuldstændig standardiseret gebis, og det var en udvikling, som de professionelle bykendere blot så stiltiende på. En af underviserne på Arkitektskolen i København bar nogenlunde det meget sigende navn professor Thaus, og først sent i forløbet meldte protesterne sig fra et par kunstnere - Onde Urban Thomsen og hans barske makker Locus Rod - som forsvarede det grimme og uplanlagte, men de blev blot betragtet som et par romantiske nostalgikere uagtet at deres indvending netop handlede om, at det danske gadebillede var ved at forandre sig til en kæmpestor, ensudseende, sentimental idyl.

Det vil ændre sig, for på sigt er det ikke holdbart, at man i et ukoncenteret øjeblik tror, at man bevæger sig ind i en the-handel og i stedet havner i en pornokiosk, fordi der ikke længere er forskel på facaderne, men der kan gå årtier, før det sker. Keld Kvarterløft behøvede kun kort tid til at gøre alt ens, men der vil gå år - mange år - før det mangfoldige, uventede, overraskende og fantasifulde igen gror frem.