Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter

Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter

Mogens Rud: Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter. Udgivet oktober 2007. 02. udgave. 01. oplag. 144 sider. Hæftet. 199 kr. ISBN 978-87-7695-009-5.

Køb

Den unge tyske naturforsker Alfred Wegener (1880-1930) fremsatte i 1912 den epokegørende, men længe forkætrede, teori om kontinentaldriften. Wegener, der var uddannet meteorolog, modtog megen bitter kritik fra geovidenskabernes officielle udøvere, på hvis område han var trængt ind, og hans teori blev først almindelig anerkendt, da den i 1960erne og 1970erne fik sin endelige forklaring.

Wegener deltog i flere betydningsfulde grønlands-ekspeditioner. Første gang i 1906-08, da han var med Mylius-Erichsen på "Danmarksekspeditionen", og dernæst i 1912-13 med kaptajn J. F Koch. På sin sidste, store videnskabelige grønlandsfærd i 1930 døde Wegener i polarmørket og blev under dramatiske omstændigheder gravlagt i den evige sne af sin grønlandske ledsager.

Mogens Rud gør i denne bog engageret rede for Wegeners oplevelser på ekspeditionerne, for hans videnskabelige indsats og for læsningen af gåden i hans teori. Han præsenterer Wegener som en stærk og hjælpsom, beskeden og humoristisk forsker og familiefar – et menneske.