Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Al Azhar » Al-Azhar - introduktionsbladet » Taha Hussein, fra ”Dagene”

Taha Hussein, fra ”Dagene”

Af Taha Hussein

Taha Hussein (1889-1973) er måske al-Azhars berømteste elev, og samtidigt en af dens største kritikere. Han kom fra fattige kår i det Øvre Egypten, og som blind var den eneste vej, der var åben for ham, koranskolen og islamisk lærdom. Efter at have lært Koranen udenan i den landlige koranskole kom han videre til al-Azhar, hvor han studerede i det første årti i 1900-tallet. Senere læste han videre på Sorbonne, blev dekan på det nyåbnede Cairo Universitet (1925) og senere rektor for Alexandria Universitet og Uddannelsesminister kort før revolutionen i 1952. Alt imens skrev Taha Hussein litterær kritik og fiktion, og særligt bogen om Jahiliya poesien, hvor han afviser den klassiske islamiske datering af de digte, som anvendes til forståelse af Koranen, vakte skandale ved publiceringen i 1926. Han regnes i dag for en grundlægger af moderne arabisk litterær kritik.

Mange af Egyptens store litterater havde oprindeligt studeret på al-Azhar, men bevægede sig siden ind i den moderne kulturproduktion: aviser, magasiner, underholdnings- og faglitteratur, og siden teater, romaner og film. Al-Azhar figurerer derfor en del den tidlige moderne litteratur, men er så godt som fraværende i dag, hvor de intellektuelle typisk har gået på moderne skoler og universiteter.

Stykket er taget fra Dagene, den kendteste selvbiografi i moderne arabiske litteratur. Den del, der handler om studietiden på al-Azhar, udkom i 1929.

Dette uddrag foregår i året 1902. Den blot 13-årige Taha er kommet ind fra landet til metropolen Cairo for at begynde at studere på det berømte al-Azhar. Han indlogeres sammen med sin bror, som allerede er en etableret og dygtig studerende, og som ikke har al for megen lyst til at tage sig af sit blinde barn af en bror. Her er Taha for første gang blevet ført igennem de støjende og stinkende gader fra sit logi – et mareridt af pres på hans sanser og bevidsthed - og står nu på tærsklen til det berømte og forkætrede al-Azhar.

Jakob Skovgaard Petersen

Den brise som her ved morgenbønnen snurrede om i al-Azhars gård, mødte hans ansigt med en velkomst og fyldte hans hjerte med tryghed og håb. Denne lette vinds berøring af hans pande, der var våd af sved fra turen gennem byen, var som de kys, som hans mor havde plantet på hans pande fra tid til anden, når han sad derhjemme på landet og læste vers fra Koranen eller når han underholdt hende med en historie, han havde læst henne i koranskolen. Eller når han, det svage blege barn, havde forladt sit afsondrede hjørne, hvor han havde reciteret sura Ya Sin, for at gøre et ærinde eller en tjeneste for sin familie. ...

Alle disse tanker vældede pludseligt op i hans unge sjæl. De fyldte den og overtog den, og de udviskede det rå rum og den vanskelige og trykkende vej derhen, ja selv landet og des nydelser blev glemt. De gav ham en følelse af, at det ikke havde veæret en fejltagelse eller en overdrivelse, dengang da han blev fortæret af længsel efter al-Azhar, og havde følt landet for trangt.

Drengen og hans følgesvend gik nu fremad og krydsede gårdspladsen. Han gik op på det lille trin, hvor al-Azhar selv begyndte. Hans hjerte var fuldt af ærefrygt og ydmyghed, men hans sjæl var fuld af storhed og stolthed. Hans skridt trådte let hen over de slidte tæpper, der fra tid til anden åbnede sig for gulvet nedenunder, som ønskede de at give de fødder der passerede en smule af den velsignelse, som knyttede sig til denne rene jord. Drengen kom til at elske al-Azhar på dette tidspunkt, når de bedende rejste sig fra morgenbønnen, endnu med søvn i øjnene, for at samle sig i en kreds rundt om en søjle, med blikket fæstnet på en lærer, lyttende til hans undervisning i hadith, koranfortolkning, retslære eller teologi.

I dette øjeblik var al-Azhar stille, blottet for den sære støj, som ellers fyldte den fra solopgang til aftenbønnen. Kun hørtes hviskende samtaler, eller undertiden en ung mands rolige og afstemte koranrecitation, eller man kunne støde på en bedende der kom for sent til den fælles bøn, eller fortsatte med at bede efter de obligatoriske bønner. Lejlighedsvist kunne man høre en lærer påbegynde sin time med en spinkel stemme, en stemme der bar præg af at han netop var vågnet og havde udført bønnen, men endnu ikke havde spist noget, der kunne give kroppen energi og kraft...

De studerende lyttede til denne stemme med den sammen ro og spinkelhed som shaykhens stemme selv. Drengen kunne registrere en stor forskel på de stemmer, som shaykherne lagde for dagen ved morgenundervisningen, og de stemmer de anvendte om eftermiddagen! Om morgenen var de spinkle og søde, endnu med rester af søvnen. Om eftermiddagen var de derimod kraftige og voldsomme, men også med en vis dovenskab, der skyldtes at deres maver var fulde af azhariernes mad, som på det tidspunkt bestod af hestebønner og grøntsager i lage. Ved daggry lød stemmerne, som bønfaldt de de forgangne lærere om medfølelse, mens stemmerne om eftermiddagen angreb de samme hedengangne lærere, som var de fjender. Denne forskel gjorde stort indtryk på drengen og frydede ham.

Han gik nu med sin ven op ad de to trin, som markerede begyndelsen til søjlegangen. En stol var lænket med en stor kæde til en af de velsignede søjler, hvorfra der blev undervist. Her blev han sat ned af sin ven, som sagde: ”vent her, så vil du høre en time i hadith. Når min time er færdig, kommer jeg tilbage til dig.”...

Drengen sad ved siden af søjlen og legede med kæden, mens han lyttede til shaykhens undervisning i hadith. Han forstod ham klart og tydeligt og havde intet imod ham, bortset fra alle de navne, som shaykhen i en stadig strøm hældte ud over over sine studerende, altid med et ”vi har fået at vide af den-og-den, gennem den-og-den.” Drengen forstod ikke meningen med disse lange rækker af navne og deres kedelige ”af den-og-den’er”. Han længtes efter at shaykhen afbrød disse kæder og nåede frem til beretningen selv. Da han omsiden kom frem til den, lyttede drengen omhyggeligt, samlede sin sjæl om den og huskede den og forstod den. Men shaykhens udlægning af den bød ham imod, for den mindede ham om, hvad han havde hørt på landet fra moskéens imam...

Kilde: Taha Hussein: al-Ayam. II bog, kapitel 3. Mu’assassat al-Ahram, 2004, s. 138-44. Oversat af Jakob Skovgaard-Petersen