Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Al Azhar » Al-Azhar - introduktionsbladet » Shaykherne og kokkepigen. Johannes Pedersen i Cairo, 1920-21

Shaykherne og kokkepigen. Johannes Pedersen i Cairo, 1920-21

Af Jakob Skovgaard-Petersen

”Der er nu gaaet en Maaned siden jeg kom til Kairo. De første to Uger gik med ”forberedende Øvelser”; jeg saa paa Byen, dens Moskeer osv. Det lykkedes mig først derefter at faa en Sproglærer; det var Capt. Davidsen som skaffede mig ham. Han er Kopter og har i mange Aar været Lærer ved en Undervisningsanstalt for Englændere og Amerikanere som Gairdner, vor engelske Præst, leder...Vi lærer en Time hver Dag, og en stor del af Dagens øvrige Timer gaar med at terpe de Fraser og Fortællinger som jeg gerne skal have paa rede Haand til Timen. Det er jo en anden Maade at lære Arabisk paa, end den jeg er vant til...

”Jeg bor i Isma`ilijje-kvarteret, i hvert Fald foreløbig; det er noget langt fra den Del af Byen, som har mest Interesse for mig; jeg har en halv Times Gang ud til Azhar. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derud og faar en Passiar med en af Boghandlerne. Det morer mig meget at sidde i deres Boder og tale med dem om Bøgerne og se paa deres Lager. Det er naturligvis mest de theologiske Materier, som danner Samtalens Emne. Jeg fik sidste Søndag en lang Fremstilling af Islams Fortrin frem for alle andre Religioner; naturligvis bestod de mest i at Profeternes Segl havde bragt en شريعة [sharia] der var bedre en alle andre. Som Exempel nævntes Skilsmisse, og vedkommendes Respekt for mit Land forhøjedes betydeligt, da jeg fortalte ham at vi ogsaa havde en saadan Institution hos os, om end i andre Former. Forresten ved de efterhaanden meget god Besked med den europæiske Verden og alt hvad der foregaar. Jeg har kun truffet faa, som ikke vidste, hvor Danmark laa. I Paris traf jeg faa som vidste det, i sin Tid.”

Sådan skriver Johannes Pedersen den 2. november 1920 til den 70-årige Frants Buhl, professoren i semitisk filologi på Københavns Universitet, som Pedersen selv kom til at efterfølge halvandet år senere. Som det fremgår af brevet, var Cairo ukendt territorium for dem begge. Buhl kom aldrig til den Arabiske Verden, og Pedersen kun denne ene gang. De var begge fremragende filologer, men deres forskning var rettet mod ældre tekster, ikke mod nutidigt talesprog. Dette var helt normalt i perioden.

Fra Israel til sufismen

Frants Buhl (1850-1932) og Johannes Pedersen (1883-1977) må karakteriseres som de største og mest indflydelsesrige islamforskere, som Københavns Universitet har fostret. Hvad de manglede af førstehåndskendskab til den arabiske og islamiske verden, kompenserede de for med et imponerende kendskab til - og integration i - deres samtids europæiske forskning og til de kilder til islamisk historie, som allerede dengang primært var at finde i europæiske forskningsbiblioteker.

Som semitiske filologer skulle de spænde over flere sprog, med hebraisk og arabisk som de vigtigste. Det lykkedes dem at blive internationale kapaciteter både i studiet af det Gamle Testamente og i studiet af islam. Det er der ikke rigtigt nogen, der længere kan klare. Frants Buhl havde en stor produktion af studier i det Gamle Testamente bag sig – og knap ti år som professor i Leipzig - da han i 1903 udgav bogen Muhammeds Liv, som byggede på et stort kildemateriale, men særligt foretog en samlæsning af Koranen og de senere muslimske biografier af Muhammad. Buhl vendte dog tilbage til de gammeltestamentlige studier, og det er her han har lagt hovedparten af sin forskningsindsats.

Anderledes alligevel med Pedersen. Johannes Pedersen blev født på Langeland, men flyttede som toårig til Skårup ved Svendborg, hvor hans far var førstelærer. Han blev student fra Sorø Akademi 1902 og flyttede derpå til København, hvor han studerede teologi, hvor det især blev undervisningen i det Gamle Testamente under J.C. Jacobsen og Frants Buhls undervisning i hebraisk og senere arabisk, der fangede ham. I 1906 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om de israelitiske stammers indvandring i Kanaan, i 1908 blev han teologisk kandidat, og de følgende år arbejdede han med at oversætte bibelske tekster til en bibelbog redigeret af Edvard Lehmann.

1909 – 12 var Johannes Pedersen på studieophold i Marburg, Leipzig, Leiden, Paris, Berlin og Budapest. Her påbegyndte han sit arbejde med sin disputats, der kom til at handle om ”Den semitiske Ed”, som i forlængelse af Robertson Smiths studier af semitisk religion fulgte en specifik institution fra de tidlige gammeltestamentlige kilder og op til arabiske og islamiske beskrivelser af fænomenet. Her gennemgås typer af eder, deres aflæggelse, overholdelse, og anvendelse, samt forhold til beslægtede begreber som pagten. Disputatsen blev forsvaret i 1912, og herefter påbegyndte Pedersen arbejdet på sit største værk, Israel, hvis første del udkom i 1912, mens anden del udkom i 1934.

I disse år udgav Pedersen også enkelte oversættelser fra arabisk af islamiske tekster, og han påbegyndte studier af islamisk mystik, ikke mindst på et ophold i London, kort før afrejsen til Cairo. Alligevel kan man nok sige, at opholdet i Cairo 1920-21 indledte en islamisk fase i Pedersens forfatterskab, som fortsatte gennem resten af hans liv, uden at han dog på nogen måde lagde de gammeltestamentlige studier fra sig. Da han samtidigt blev gift i 1921 og overtog Buhls professorat i 1922, var hans situation også meget forandret. I 1923 udgav han bindet Muhammedansk Mystik i serien Verdensreligionernes Hovedværker, og i 1924 en samlet fremstilling af islam i det af Lehmann udgivne Illustreret Religionshistorie. En bredere fremstilling kom så med bogen Islams Kultur fra 1928. Her ser man klart et bredere begreb om islam som en kultur, snarere end alene som en religion med forestillinger, teologi og værdier. Fra 1920erne begyndte han også at publicere artikler til internationale islam-pulikationer, hvoraf den vigtigste må siges at være den lange artikel om moskèen til islamforskningens vigtigste publikation, Encyclopedia of Islam.

Johannes Pedersen fratrådte sit professorat i 1950, men sad som formand for Carlsbergfondet fra 1933 til 1955. Da en anden udgave af Encyclopedia of Islam blev forberedt fra 1948, trådte Pedersen ind i redaktionsgruppen, og han var i perioden fra første verdenskrigs afslutning til op i 1960erne en af de mest centrale islamforskere i verden. Hans arkiv på det Kongelige Bibliotek rummer mængder af breve fra tidens førende orientalister i Europa, USA og Israel. Hans sidste store arbejde var en tilbagevenden til studierne omkring opholdet i Cairo, nemlig en tekstudgivelse af as-Sulamis (d. 1021) Ţabaqāt aş-Şūfiyya, et biografisk leksikon over 105 muslimske mystikere, udgivet i Holland i 1960.

Danskerne i Cairo

Hvad oplevede Johannes Pedersen i Cairo? Og hvordan kom det til at influere hans arbejde som islamforsker?

Intet af dette kan besvares med sikkerhed; Pedersen har ikke selv skrevet om sit ophold, og de to elever der har skrevet biografiske noter om hans liv, var selv filologer af den tekstorienterede, ikke-rejsende art, og har ikke interesseret sig for orientrejsen. Så der er kun hans breve til at sammenstykke lidt information om hans oplevelse af den Orient som han arbejdede med livet igennem. Som vi så i det indledende citat, slog Pedersen sig ned i den ”europæiske” Cairo - bygget i parisisk stil fra 1860erne og frem – hvor også de øvrige udlændinge boede, og det var ganske sædvanligt at have en kristen som sin lærer i arabisk. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange danskere der befandt sig i Cairo, men det var næppe mere end et par håndfulde. Af Pedersens korrespondance kan man se, at de kom til at udgøre hans første bekendte. Den i brevet omtalte Kaptajn Davidsen var faktisk også orientalist, men af den mere eventyrlystne slags. Magnus Davidsen (f. 1877) havde læst orientalske sprog i København 1895-1900, og i 1912-15 havde han indsamlet etnografica for Nationalmuseet i det Øvre Egypten. Efter at have været indkaldt under verdenskrigen – og overværet revolutionen i Rusland – var han tiltrådt som direktør i handelsfirmaet Brandt & Co i Cairo fra 1919.

Dette firma var blevet oprettet af Ernst Brandt, der som 20-årig var kommet til Cairo i 1905, grundlagde firmaet i 1908 og fra 1926 blev dansk konsul. Hvor Davidsen rejste hjem omtrent samtidigt med Pedersen, forblev Ernst Brandt i landet i godt 60 år, og faktisk i regelmæssig korrespondance med Johannes Pedersen. I sine breve udtrykker Brandt venskab og respekt. Han og hans græske kone besøgte Pedersen i Danmark, og de talte hyppigt om muligheden for at Pedersen igen kunne komme til Cairo, uden at det nogensinde blev til noget. Forbindelsen beroede dog nok så meget på de tjenester, Brandt gjorde Pedersen; denne købte stort ind af arabiske bøger og håndskrifter, dels til det Kgl. Bibliotek, dels til sit eget bibliotek (som i dag er en grundstamme i Carsten Niebuhr Instituttets bibliotek). Det blev Brandts firma, som sammen med ØK sørgede for hjemtransporten af bøgerne, samt af nogle fint forarbejdede skylleskåle fra en kobbersmed i Khan al-Khalili, som Brandt havde sat Pedersen (og den samtidigt besøgende pastor Skovgaard-Petersen) i forbindelse med. Igennem de følgende år sendte Brandt løbende eksemplarer af al-Manār, det vigtigste islamiske tidsskrift i det 20. århundrede, som han nu abonnerede på for Pedersen. Engang i 1925 gik han endog på besøg hos udgiveren, den berømte Rashid Rida, for at udrede finanserne i abonnementet.

Herudover lader det til, at Pedersen har set nogle danske dommere, som var udstationeret i Egypten. Siden 1870erne havde der i Egypten været særlige internationale domstole, hvor sager mellem udlændinge og egyptere, eller mellem udlændinge indbyrdes, blev behandlet. Domstolene blev bemandet med udlændinge til en høj løn, og egypterne søgte at besætte dem med repræsentanter for mindre europæiske lande for at mindske afhængigheden af kolonimagten England. På Pedersens tid sad der derfor et par danske dommere i byen Mansura, men også præsidenten for den imponerende domstol i Cairo var en dansker, Didrik Nyholm (f. 1858).

Shaykhen, kokkepigen, derwisherne

Pedersens ophold i Cairo faldt i to dele. I den første del boede han i det europæiske kvarter, havde en koptisk sproglærer og omgikkes primært europæere. I den anden del flyttede han til den islamiske del af byen, havde en muslimsk shaykh som lærer og tilbragte sin tid med studier af islamisk jura og mystik.

Flytningen fandt sted kort efter jul, og Johannes Pedersen fik dermed omkring tre måneder i det islamiske Cairo, før han rejste videre til Jerusalem og Damaskus. Han fik et værelse i en mindre smøge, Darb al-Munajjima, i en dansk håndværkers lejlighed, som han delte med nogle grækere. ”Foruden Værelset har jeg et Køkken, og en arabisk Kokkepige sørger for den daglige Ernæring. Hun bærer Navnet Mufida, er Mulat, skilt fra to Mænd og 19 Aar gammel. Hun er fyldt med Ægyptens Overtro og fortæller mig en Mængde Ting, naar hun ikke er fornærmet, hvilket i Øvrigt hyppigt hænder.”

Pedersen tilbragte nu formiddagene på biblioteket, hvor han afskrev håndskrifter om sufismen. Om eftermiddagen kom der en shaykh til hans hjem, hvor de forsøgte at diskutere metafysik, ligesom de torsdag og fredag læste logik. En dag blev han taget i hånden af shaykhen og ført hen til forelæsning af den mest berømte shaykh i 1920ernes begyndelse, fhv. Mufti Muhammad Bakhit, der dog ikke kom.

I sine breve og bøger – inklusive den om al-Azhar – opfattede Pedersen al-Azhar og den islamiske teologi og jura som skolastisk og stivnet. Hans førstehånds kendskab ændrede ikke på den opfattelse, som dermed var en tand mere negativ end hans største lærere med kendskab til den moderne muslimske verden, Snouch Hurgronje (som havde tilbragt tid i Mekka og Hollandsk Ostindien) og Ignaz Goldziher (der 50 år forinden havde opholdt sig på al-Azhar). Han konstaterede, at enkelte shaykher var blevet europæiske ”indeni”, mens omvendt en del af den europæisk klædte effendi-klasse i bund og grund forblev ”orientalere” i sjælen.

Omvendt var det med sufismen, som Johannes Pedersen allerede havde kastet sig over i årene forinden. Den fandt han stadig var levende. I et brev til Buhl dateret 25. januar 1921 beretter han om sin deltagelse i muliden (fødselsdagen) for helgenen Abu al-Ela, hvis moské fra 1400-tallet stadig står i bydelen Bulaq helt ude ved Nilen: ”Folk var i Grupper og drak Kaffe, medens de hørte paa Recitatorer, Gaderne var illumineret og fra Boder solgtes Sukkervarer. Men ret interessante var Derwisherne, som jeg her saa for første Gang rigtigt. De stod i Telte og foretog rytmiske Bevægelser med Overkroppen, snart langsomt, snart voldsomt, til de tumlede om med begejstrede Blikke eller stirrende som berusede.” Dette blev Pedersens oplevelse af den sufisme, hvis klassiske tekster han endnu i dag må regnes som Danmarks største kender af.

Skellet mellem stivnet islamisk lærdom og levende folkelig religiøsitet var ikke ualmindeligt i europæisk islamforskning, og reproducerede jo også særligt romantikkens forståelse af den kristne kirkehistorie. Romantikkens opfattelse af død lærdom versus folkelig visdom høres også i ekko af denne passage fra et senere brev til Buhl – altså fra en filolog til en anden – ”Min Shejchs Lærdom suppleres fortræffeligt af min Kokkepige, som ikke er fri for at være noget mistænksom mod ham. Hun siger, at disse shejcher beder så meget, og så ligger el-balawi (البلايا) [ulykkesfuglen] under deres Bedetæppe. Jeg maa tilstaa, at hun er morsommere end han.”

Et gennemgående tema i Johannes Pedersens forskning er institutioner. Fra eden til moskéen, prædikanten, taleren, domstolen og loven. Pedersen rettede her lyset væk fra orientalistikkens klassiske fokus på idéer, og naivt idealistiske opfattelse af, at enkelte grundidéer har formet folk og civilisationer (en forestilling der desværre er dukket op igen i nutidens danske debat om islam). Snarere er det institutionerne, der kendetegner islamisk kultur og har sikret en vis permanens. Bogen om al-Azhar indskriver sig i denne forskning. Ligesådan i bogen Den arabiske Bog fra 1946, hvor det er mediet, bogen, der er i centrum – dens produktion, opbevaring, økonomi, anvendelse – snarere end de tanker der måtte være i den. Bogen om den arabiske bog var faktisk et pionérarbejde, hvorfor den blev publiceret på engelsk så sent som i 1983. Man får det indtryk, at planen om at skrive bogen om bogen – og dermed en meta-bog også om hans egen type af forskning og arbejde – måske kan være kommet til Johannes Pedersen, dengang han sad og studerede udgivelser og diskuterede med shaykher, publicister og boghandlere i de små gader omkring al-Azhar.

Kilder:

Hammershaimb, E: Johannes Pedersen. Oversigt over Videnskabernes Selskabs virksomhed 1978-79, s. 76-106.

Løkkegaard, F.: Pedersen, Johannes. DBI 2,

Johannes Pedersens arkiv, det Kgl. Bibliotek