Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Al Azhar » Al-Azhar - introduktionsbladet » Den jødiske sheikh

Den jødiske sheikh

Af Jakob Skovgaard-Petersen

Ignaz Goldziher er den moderne islamforsknings geniale grundlægger. I dag er forestillingen om en religiøs, islamofil, jødisk orientalist hinsides vores fatteevne. Men for 100 år siden gav kombinationen god mening. Ikke mindst i Ungarn.
“I mit indre var jeg nu overbevist om, at jeg var muslim. Jeg opdagede, at det var den eneste religion, som selv i sin officielle doktrinære formulering kan tilfredsstille filosofiske hjerner. Min idé var at ophøje jødedommen til et tilsvarende rationelt niveau“. Sådan skriver Ignaz Goldziher i sine erindringer om den dramatiske dag, da han forklædt som muslim tog del i fredagsbønnen i Imam ash-Shafii moskéen i Cairos gravby. Denne følelse af at kaste sig i støvet i bøn til Herren sammen med alle de andre troende forblev et højdepunkt i hans liv.
Goldziher var da 23 år og allerede anerkendt som islam-ekspert både i Europa og i Mellemøsten. Forklædningen var ham imod, men lå lige for. Han var trods alt elev af Hermann Vambéry, hvis årelange rejser forklædt som derwish i Centralasien var så modige og eventyrlige, at selv Richard Burton reagerede på dem med jalousi. Men modsat den slags viktorianske hustlere og renæssancemænd var Goldziher religiøs, og det var hans egen spirituelle identitet og ligevægt, han satte på spil. Hans indlevelse, forståelse og følelse af solidaritet gav ham varige muslimske venskaber. Og det var vel også disse egenskaber, der satte ham i stand til at skrive en række afhandlinger om islam, som endnu i dag står på pensumlisten i ethvert respektabelt Mellemøstinstitut.
Geni og dog barn af sin tid
Hvis man kan lide at læse om vidunderbørn, er Goldzihers opvækst sagen. Han blev født i sommeren 1850 i byen Székesfehérvar i det centrale Ungarn. Faderen, som var læderhandler, var stærkt ambitiøs med sin søns studier, og allerede som fem-årig havde lille Naci, som Ignaz blev kaldt, tilbagelagt studiet af Bibelen på hebraisk. Som syvårig begyndte han at prædike, og fra da af studerede han Talmud i tre fjerdedele af døgnets timer. Som 12-årig udgav han sin første bog, om de jødiske bønner og deres historie, hvorpå han kastede sig over de jødiske filosoffer. Faderens fallit drev i 1864 familien til Budapest, hvor Naci fik sit eget studerekammer til sin allerede anseelige bogsamling. Han blev ekstraordinært optaget på universitetet som 15-årig, hvor han snart vandt medaljer. Vambéry, som var hans lærer i persisk og tyrkisk, introducerede ham til kulturministeren Eötvös, der netop året forinden, i 1867, havde været en af politikerne bag den juridiske ligestilling af jøderne. Stillet over for et så enestående talent tildelte Eötvös Goldziher fire års stipendium til de førende universiteter i Europa med udsigt til et professorat, når hans doktorafhandling var færdig.
Goldzihers Wanderjahre blev et triumftog. De begynder hos Fleischer i Leipzig, en fremragende sprogforsker, som gav den arabiske filologi en sikrere og mere systematisk metodologi. Gennem sine mange elever blev Fleischer “hele den europæiske orientalistiks svigerfar“, også for professoren på Københavns Universitet gennem en menneskealder, August Ferdinand Mehren. Mehren var i Leipzig netop i 1868 og var vidne til, at Fleischer hurtigt overlod grundundervisningen til sin nye yndlingselev, teenageren Goldziher, som de andre kaldte “vores lille sheykh“. Fra Leipzig går turen til Leiden og Berlin, hvor han bl.a. studerede jødedom hos de kendte jødiske emancipatorer Steinschneider og Abraham Geiger. Også Geiger havde tidligt interesseret sig for islam og indledt sin karriere med det for sin tid ret banebrydende værk Was hat Mohammed aus dem Judenthume aufgenommen? (1832), hvor religioner, som titlen antyder, blev set som historiske størrelser, der udviklede og påvirkede hinanden. I løbet af det 19. århundrede vandt denne indstilling frem på universiteterne, men både inden for kristendommmen og jødedommen vakte den modstand i vide kredse.
Islam-forskningens begyndelse
Til trods for at Goldzihers evner i både filologi og judaistik var anerkendte af Europas førende specialister, var det islamstudierne, der tiltrak ham mest. Det var et felt i sin vorden. En række tekster var blevet opdaget - men på dette tidspunkt sjældent udgivet, endsige oversat - som gav et langt mere nuanceret billede af en islamisk troshistorie. Goldziher kunne her trække på de første kildekritiske undersøgelser af Muhammads liv, samt Theodor Nöldekes imponerende Geschichte des Korans (1860), som med den tyske liberale Bibelkritiks redskaber for første gang gjorde Koranens tekst til et egentligt historisk forskningsobjekt. Mens Goldziher var i Leipzig udkom også et andet af islamforskningens banebrydende værker, den østrigske diplomat Alfred von Kremers Geschichte der herrschenden Ideen des Islams, som i stil med samtidens store europæiske kulturhistorier udnævnte visse bærende ideer - Gudsbegrebet, profetbegrebet og statsideen - til at have formet den islamiske historie. Det, der især inspirerede Goldziher her var påvisningen af samspillet mellem materielle og ideelle faktorer, men også en universalisme, som påviste store ligheder mellem jødiske, kristne og muslimske grundværdier og i stedet søgte forskellene mellem Europa og den islamiske verden i de historiske faktorer, der prægede ideernes videre udvikling.
Denne oplagt rigtige idé blev hurtigt ret anerkendt på det tidspunkt, men mest i akademiske kredse. Den gryende kristne Muhammedanermission betonede derimod stærkt islams grundlæggende anderledeshed, og den har haft en ret stor gennemslagskraft i danske skolebøger og præger såmænd den offentlige debat herhjemme endnu i dag. På Goldzihers tid var opfattelsen af islamisk kultur som dybt væsensforskellig fra kristen stærkest repræsenteret i franskmanden Ernest Renans studier af semitisk sprog og tænkemåde fra 1840erne og 50erne. Udfra sammenligninger af semitisk og indo-arisk sprogstruktur mente Renan at kunne bevise, at semitiske folk manglede forskellige egenskaber, som ariske folk besad, primært evnen til at skabe myter og tænke abstrakt, kunstnerisk og filosofisk. Semitternes geni bestod i deres forståelse af enheden og det absolutte, men denne indsigt skete på bekostning af en fascination og fordybelse i verdens mangfoldighed og variation. Goldziher var chokeret over Renans arbejder og satte sig for gennem sit videnskabelige virke at gendrive dem. Dette var særligt tydeligt i hans første større værk efter disputatsen, Der Mythos bei den Hebräern, som søgte at påvise, at beretningerne i Gamle Testamente ikke er historieskrivning, men netop filosofiske myter. Denne bog gjorde til gengæld Goldziher forhadt i Ungarns konservative jødiske kredse.
Sheikh på al-Azhar
I mellemtiden var Goldziher kommet hjem til Ungarn med sin disputats og havde således opfyldt sin del at aftalen. Men derhjemme var kulturminister Eötvös død, og protesterne imod at få en jødisk professor på universitetet havde været markante. Den nye minister fandt på at give ham et nyt stipendium for at få ham af vejen. Denne gang til Orienten.
Det blev Goldzihers lykkeligste år. Han rejste til Istanbul, Damaskus, Beirut, Jaffa, Jerusalem og Cairo. Overalt blev han beundret for sit tyrkiske og arabiske og sit kendskab til islamisk religion og litteratur. Højdepunktet indtraf i Cairo, da han med en ministers hjælp fik lov til at foretræde for selveste Sheikhen for al-Azhar Universitetet, verdens ældste universitet og den islamiske verdens fremmeste lærdomscenter, med en forbøn om at blive optaget som studerende. Og sandelig, ved et tilfælde var Muhammad al-Mahdi, al-Azhars berømte Sheikh i de år, netop opslugt af en diskussion med nogle lærde af et spørgsmål i den ret komplicerede islamiske arveret. Goldziher overhørte diskussionen, og da Sheikhen lidt senere vendte sig mod ham og hans usædvanlige andragende, lykkedes det Goldziher at overbevise ham om sin seriøsitet ved at give en fyldestgørende udredning i det arveretlige spørgsmål. Som den første ikke-muslim nogensinde blev Goldziher optaget på universitetet, hvor han gik til studiekredse i teologi og jura og hurtigt blev så populær, at lærere og studerende undertiden også kom til ham med spørgsmål.
Årene 1873-74 var bevægede i Cairo. Byen havde igennem 1860erne oplevet en hæsblæsende modernisering efter parisisk forbillede, hvor hele kvarterer havde måttet lade livet til fordel for nye elegante strøg og alléer. Hele verdens øverste lag havde for nylig været til stede ved Suezkanalens åbning, og den nys fremkomne ægyptiske presse rapporterede om de nye sæder og skikke. Ikke alle var trygge ved udviklingen og især den store tilstrømning af udlændinge - særligt grækere, italienere, franskmænd og jøder - til Cairo og Alexandria. Slagordet “Ægypten for ægypterne“ var ved at blive lanceret. Og i bydelen Abdin holdt en underlig mand, vistnok perser, studiekredse om et moderne islam og prædikede, at alle muslimerne måtte stå sammen og forny deres religion, hvis de ikke alle skulle ende som trælle under den europæiske imperialisme. Det sted hvor hans taler særligt vandt genklang var på al-Azhar, der med sine særlige kollegier for maghrebinere, levantinere og andre allerede i praksis var en pan-islamisk institution. I sin dagbog fortæller Goldziher, hvordan han blev taget med til en vandpibe på en café i Abdin [L1] gaden, hvor al-Afghani (for sådan hed pan-islamismens grundlægger) hver dag holdt livlige politiske og teologiske diskussioner med nogle af de mere opvakte studerende. Goldziher blev grebet og stærkt inspireret af manden, og snart blev de venner. Ti år senere mødtes de igen i Paris, hvor al-Afghani og hans elev Muhammad Abduh havde slået sig ned for langt fra den hjemlige censur at udgive det første pan-islamiske tidsskrift, “Det faste Greb“. Ved den lejlighed var al-Afghani yderligere steget i Godzihers agtelse, nemlig ved at publicere en gendrivelse af Renans teser i et fransk tidsskrift, og han underholdt på det elskværdigste fru Goldziher om tendenser i moderne filosofi.
Da Goldziher i 1874 måtte vende hjem til Budapest, hvor hans far var døende, var han ikke blot blevet om muligt endnu mere lærd, men også en hel del klogere. Og navnlig mødet med al-Afghani havde åbnet hans øjne for fremkomsten af en ny type moderne intellektuel i Mellemøsten, som få af hans europæiske samtidige havde registreret. For Goldziher var det derfor naturligt at følge med i den muslimske presse og korrespondere med ledende muslimske tænkere - noget der i høj grad bidrog til kvaliteten i den del af hans forfatterskab, som omhandler samtidens islam. I Cairo havde han også udviklet en afsky for europæisk selvtilfredshed og overlegenhed over for orientalerne. Og særligt i årene efter publicerede han på ungarsk en række artikler der heftigt kritiserede det britiske og franske koloniale engagement i Mellemøsten. Mødet med al-Afghani var også vigtigt, fordi her erkendte Goldziher, at det var den samme udfordring om emancipation, som muslimerne og jøderne stod overfor; begge måtte lære at bane sig en vej mellem på den ene side en intolerant og reaktionær ortodoksi, og på den anden side en ikke-religiøs assimilationisme. Opgøret med Renan var for begges vedkommende en kamp for at vise, at ingen religion er mere moderne end den anden, og at enhver religion må - og kan - gennemføre reformer for at tilpasse sig verden i dag.
Jødernes slave
Nu begyndte en række produktive, men også meget hårde år for den endnu unge orientalist. Det stod nu klart, at professoratet i semitiske sprog var givet til en anden, en katolsk teolog, og Goldziher fik ret til at docere, men der skulle gå tredive år, før han fik sit professorat. I al denne tid arbejdede han som sekretær i den jødiske menighed i Pest. Ikke nogen dårlig stilling i og for sig, for det var en af de største menigheder overhovedet, der drev hospitaler, skoler m.m. Men for geniet Ignaz Goldziher var det trivielle arbejde en daglig pine og ydmygelse. Med en nietzschesk formulering konstaterer han i sin dagbog: “Jeg er blevet en slave. Jøderne ønsker at have medlidenhed med mig. Det er min tragedie.“
Jøderne i Ungarn havde først fået deres borgerrettigheder ti år forinden, i 1867, og i spidsen for menigheden stod en flok rige industrialister uden kultur og med en vis mistænksomhed over for forfatteren til Der Mythos bei den Hebräern. Bogen bevirkede, at Goldziher ikke blev bedt om at undervise på det rabbinske seminar i Budapest, der åbnede i 1877. Goldziher udviklede med årene en foragt for hvad han fandt var den jødiske menigheds materialisme og intellektuelle hulhed. Og hans kærlighed voksede til de store jødiske profeter, folkets evige revsere.
Den første april 1882 forsvandt en fjortenårig kristen pige, Eszter, fra sit hjem i den lille by Tiszaeszlar i det nordøstlige Ungarn. Rygtet gik, at det var jøderne, der havde myrdet hende for at bruge hendes blod til deres påskeritual. I en meget spændt stemning lykkedes det de lokale politimyndigheder at narre en jævnaldrende jødisk dreng, Moritz Scharf, til at vidne, at han havde set sin far og andre jøder slagte hende i synagogen. En mediestorm brød løs, og landet blev delt i dem der troede og dem der afviste anklagen. De femten jøder, der stod anklaget blev frikendt i to retssager i 1883 og 84, men anti-semitiske uroligheder førte landet i undtagelsestilstand, og i 1884 blev et anti-semitisk parti dannet og valgt ind i parlamentet med 17 sæder. Der gik en lige linie fra Tiszaeszlar til den officielle anti-semitiske politik efter første verdenskrig og jødeudryddelserne i 1940erne.
Som sekretær i den jødiske menighed var Goldziher vidne til anti-semitismens fremkomst. Menigheden reagerede med at udnævne en endnu rigere og endnu mere patriotisk leder, finansmanden Wahrmann, som muligvis havde været en god leder for jøderne, men ikke var det for Goldziher, hvis dagbøger fortrinsvis består af voldsomme udfald mod manden og hans nedladende attitude. Goldziher mødte også angiveren fra Tiszaeszlar, “das Moritzkind“, i 1883 på stationen i Mainz, hvor den unge mand var på vej til skjul i Amsterdam (hvor han endte som diamanthandler). Goldziher kom også selv fra Holland, hvor han har taget del i verdensorientalistkongressen i Leiden.
Don dobbeltliv
Disse kongresser blev hans overlevelse. Som et andet geni, Kafka, sad han dag ud og dag ind i en menneskealder og arbejdede ene og miskendt som klerk. Sit intellektuelle arbejde udførte han om natten, og fra slutningen af 1880erne skrev han hvert år i sin femugers sommerferie en bog af en karat, som de fleste andre orientalister på universitetet ikke får skrevet gennem et helt liv. Men modsat Kafka var Goldzihers geni fuldt ud anerkendt i udlandet, for at sige det mildt; der var ingen tegn på anti-semitisme her. Ved den store verdensorientalistkongres i Stockholm i 1889 havde den lidt kejtede Goldziher næppe indfundet sig i kongresbygningen, før den svenske Kong Oskar II greb hans hånd med begge hænder, trak ham med ind i en niche og lovpriste hans geni. Ugen efter tildelte kongen ham kongressens medalje. Med karakteristisk følelsesfuldhed skev Goldziher om hændelsen i sine erindringer:
“den anden september 1889 har givet mig afbigt for femten års skændsel og fornedrelse og må være kaldet til at give min ånd et nyt opsving. Sådan havde kære venner tiltænkt mig det, og min tak herfor vil gå i arv til mine børn og børnebørn. Siden da har jeg gjort det til en stille vane på Pesach-aften før jeg løfter det store Elias-sølvbæger for at sige “Lovet være du Gud, som forløser os og har forløst vore fædre af Ægypten“ da i stille andagt at sige ordene: “Min faders og min moders Gud! Velsign og beskyt din tjener og præst for din elskede Oskar II, Sveriges konge, som har rettet din tjeners sjæl ud, har hevet den fattige ud af støvet og rejst den elendige af sin fornedrelse. Lad ham være lykkelig foran dig, og land hans hus være lykkeligt[L2]. Amen“. Dette ritual vil jeg indføre min familie i, og også efter min død skal det holdes i hævd af mine efterkommere. Og når den nåderige konge end dag bliver kaldt til sine fædre, så skal han hver Pesach-aften signes af en taknemmelig tanke fra mine børn, og Eliasbægret skal ikke løftes uden udtryk for taknemmelighed over for dette elskelige menneske, som bragte lys i mit mørke.“
Men efter hver af den slags kongresser, hvor han blev fejret og typisk skulle præsidere, gik turen hjem på arbejde, hvor han fik en reprimande, hvis han var kommet blot en lille smule for sent tilbage. Dette dobbeltliv stod på i tredive år, indtil han i en alder af 55 endelig blev professor i 1905. På det tidspunkt var Goldziher æresmedlem af en snes videnskabelige akademier og orientalske selskaber, han sad i redaktionen på de vigtigste orientalistiske tidsskrifter, og han havde taget initiativ til udgivelsen af Encyclopedia of Islam, en af det 20. århundredes største internationale akademiske kraftpræstationer.
Spændingen mellem den ungarske ydmygelse og omverdenens hyldest bliver endnu mere ejendommelig, når man betænker, at det ikke skortede på tilbud fra udlandet. Universiteter som Cambridge, Harvard, Halle og Heidelberg tilbød ham lærerstole. Da den ægyptiske prins Ahmad Fuad i 1908 åbnede det, der skulle blive til Cairo Universitet, rejste han selv til Wien for at få den østrig-ungarske udenrigsminister og kronprins Ferdinand til at overtale den genstridige Goldziher til at komme og lede den orientalske afdeling. Senere indlogerede Ahmad Fuad sig ligefrem på et hotel i Budapest, men lige meget hjalp det. Goldziher afviste alle tilbud med en ikke synderligt overbevisende henvisning til sit ansvar for sin søsters børn. Goldzihers biografer har ikke noget bedre bud, end at manden var ungarsk patriot om en hals.
Arven i Israel
Goldzihers patriotisme, hans fromhed og hans foragt for den jødiske menigheds selvtilstrækkelighed gjorde ham også til en kritiker af zionismen. Fra sin opvækst kendte han de store ungarske zionister som Theodor Herzl og Max Nordau. Og det var hans lærer Hermann Vambéry, der - skønt på dette tidspunkt konverteret først til islam og senere til protestantismen - i 1901 satte det berømte møde i stand mellem Herzl og sultan Abd al-Hamid om et jødisk hjemland i Palæstina. Men for Goldziher var der ikke i jødedommen nogen geografisk bestemmelse. I 1873 fandt han, at Jerusalem var fyldt til randen med kristne og jødiske hyklere og svindlere. Hans elev Bernat Heller citerede ham senere for, at “Jødiskhed er en religiøs, ikke en etnografisk betegnelse. Hvad angår min nationalitet, så er jeg fra Transdonau, og af religion er jeg jøde. Da jeg rejste til Ungarn fra Jerusalem følte jeg, at jeg kom hjem. Mennesket er produkt af objektive historiske betingelser. Dets karakter er bestemt at disse betingelser og ikke af dets hjerneskals mål.“
Formanden for den zionistiske Verdenskongres, Max Nordau, inviterede i 1920 den aldrende Ignaz Goldziher til Jerusalem, fordi han var den eneste jøde med tætte venskabsbånd og respekt hos de muslimske lærde i Palæstina. Men Goldziher afviste. Efter Goldzihers død i 1921 købte Chaim Weizmann hele hans bibliotek op og gjorde det til grundstammen i den orientalske samling, da Hebrew University i Jerusalem åbnede i 1925.
Skønt det næppe havde været Ignaz Goldzihers ønske, var det nok det bedste, der kunne ske. Hebrew University har siden etableret sig som et af verdens førende universiteter inden for islamstudier. Og i Ungarn gik det som bekendt den anden vej. Goldziher nåede at trække sig fra det ungarske akademi i protest mod anti-semitisk infiltration efter første verdenskrig. Selv om han blev æret med et minderum i det ungarske akademi, bar den slags gestus i 1920erne præg af at skulle rense Horthy regimet for udlandets kritik af anti-semitisme. Under anden verdenskrig omkom 565.000 ud af Ungarns 825.000 jøder, herunder hele Goldzihers familie bortset fra sønnen Karl. Denne havde gemt sin fars manuskripter og efterladte papirer i en hule, men de blev fundet i 1944 og gik tabt. Karl reddede dog dagbogen, som blev udgivet i og gav anstød til en række biografier af Goldziher, som ligger til grund for denne artikel.
Dette materiale gendriver en række af de opfattelser af orientalistikken, som er blevet knæsat med Edward Said’s bog Orientalism, der i den brede offentlighed og i den akademiske verden har gjort faget til en form for syndebuk for Europas imperialistiske fortid. Said anklager den akademiske orientalistik for at have legitimeret den europæiske imperialisme i Mellemøsten ved at fremstille muslimerne og islam som europæernes irrationelle og inferiøre modbillede, der aldrig var i stand til selvstændig udvikling, men måtte vente på imperialismen for at modernisere.
Ignaz Goldzihers arbejde tog sigte på det stik modsatte, nemlig at undersøge og påvise udviklingen i den islamiske tro på en række forskellige områder. I sin sidste bog “Retningerne i den islamiske Koranfortolkning” vendte han blikket væk fra, hvad der står i Koranen, og til hvordan muslimer har udlagt den forskelligt gennem historien, og hvordan en egentlig fortolkningsvidenskab har taget form. Det er en historisk præcis analyse af dynamikken i religionen. På lignende måde undersøgte han udviklingerne i den islamiske teologi, dogmatik og jura. Også hans undersøgelser af det tidlige islamiske samfunds brud med beduinernes religion og etos viser en langt mere sofistikeret opfattelse af forholdet til kristendom, jødedom og før-islamisk arabisk religion, end den opfattelse af “lån” og “overleveringer”, som ellers prægede kulturhistorien på det tidspunkt. Her satte Goldziher utvivlsomt nye standarder, og gennem ikke blot sit forfatterskab, men også sine internationale initiativer og sine mange elever bliver han de europæiske islamstudiers sande fader. En af de absolut bedste af Goldzihers elever er danskeren Johannes Pedersen (1883-1977), der kort før første verdenskrig studerede hos ham i Budapest. I 1922 blev Pedersen professor på Københavns Universitet og skrev en række studier af islamisk mystik, bogkunst og lærdomsinstitutioner, som i høj grad fulgte den goldziherske linie.

Med sit sikre kildekritiske blik måtte Goldziher også stille sig skeptisk overfor den gældende muslimske udlægning af troshistorien. Særligt hans imponerende analyse af profeten Muhammads udtalelser, Hadith, har vakt bestyrtelse blandt muslimske lærde i det 20. århundrede. Det skyldes, at han anså Hadith for at være kilde til 7-800-tallets islamiske tænkning og teologiske opgør - snarere end til Muhammads egen levetid i begyndelsen af 600-tallet. Navnlig inden for de seneste 30 år er Goldzihers navn dukket op i islamiske fundamentalistiske afhandlinger som hovedmanden bag en angiveligt vestlig orientalistisk-zionistisk plan for at underminere islam med pseudo-videnskabelige argumenter. At Goldziher var jøde, anses ikke for en tilfældighed i disse bøger.

Det var det heller ikke, men Goldzihers jødiske identitet førte ham til synspunkter, som var stik imod, hvad disse fundamentalister forestiller sig. ”Det er for dit folk og for mit eget, jeg har virket. Sig det til dine brødre, når du vender hjem” skrev han til en arabisk studerende kort før sin død. Goldziher var som jøde en del af den emancipation, som så jødedommen som en religiøs tradition, der kunne være genstand for udforskning, analyse og kritik. Den kritiske religionshistoriske udforskning af skriftreligionerne, som var påbegyndt af kristne teologer, blev i Goldzihers tid overført til jødedommen af hans bekendte som Abraham Geiger i Berlin og Wilhelm Bacher i Budapest - foruden af ham selv i en række brillante forelæsninger om jødedommens historie, der desværre gik hen over hovedet på tilhørerne på det rabbinske seminarium. Det var Ignaz Goldziher, der næsten ene mand førte denne tænkning videre over til islamstudierne og dermed gav islam en religionshistorie. Og det var for så vidt også et jødisk emancipatorisk projekt i og med det etablerede religioner som guddommeligt inspirerede, men menneskeligt skabte og dermed også menneskeligt forklarlige og foranderlige. Ingen uvæsentlig pointe i Ungarn ved århundredskiftet. Eller i verden ved årtusindskiftet.
<note>[L3]
En kortere version af denne artikel har været bragt i Weekendavisen.
Litteraturliste:
Conrad, Lawrence: ”The Pilgrim from Pest: Goldziher’s Study Tour to the Near East (1873-74).” I Netton: Golden Roads. Migration, Pilgrimage and Travel in Mediaeval and Modern Islam. London: Curzon Press, 1993, pp. 110-59.
Conrad, Lawrence: ”Ignaz Goldziher on Ernest Renan.” I Kramer: The Jewish Discovery of Islam. Tel Aviv[L4] , 1999, pp. 137-80.
Goldziher, Ignaz: Tagebuch. Udg. A. Scheiber. Leiden: Brill, 1978.
Patai, Raphael: Ignaz Goldziher and His Oriental Diary. Detroit, 1987[L5].
Said, Edward: Orientalism. London: Routledge, 1978.
Simon, Robert: Ignaz Goldziher: His Life and Scholarship as Reflected in His Works and Correspondence. Leiden: Brill, 1986.
Waardenburg, Jacques: L’Islam dans le mirroir de l’Occident. Paris & Haag: Mouton, 1962.
<forfatternote>
Jakob SP…

[L1]bare en vandpibe?
[L2]denne mening forstår jeg ikke
[L3]skal dette stå der?
[L4]her mangler forlag
[L5]her mangler forlag