Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Al Azhar » Al-Azhar - introduktionsbladet » Systemfusion. Om Niels Nedergårds udvikling af en ny ornamentik

Systemfusion. Om Niels Nedergårds udvikling af en ny ornamentik

Af Julie Harboe

På udstillingen Intericon organiseret 1986 af kunstnergruppen Ny Abstraktion lå der i et af Charlottenborgs rum et tæppe i skrappe farver på gulvet. Tæppet var formgivet af Niels Nedergård og vævet i Herning. Dets motiv var et resultat af det billedudtryk som Nedergård havde udviklet og forfinet gennem mere end 10 års beskæftigelse med farvesystemer og islamisk ornamentik.
Det var usædvanligt at vise et tæppe på en moderne kunstudstilling i Danmark, men kort tid forinden havde Nedergård haft en udstilling i Cairo, og her havde tæpperne med deres kombination af funktion og æstetik overbevist de egyptiske besøgende og købere. De mønstrede billeder, der passede godt til den europæiske tradition for ”billede på væg” var derimod langt fra ornamenternes oprindelsespunkter og gav ikke den samme mening i Egypten.
Selvom der altid har været kontakt og inspiration mellem Danmark og ”udlandet” og mange kunstnere har rejst viden om i perioder eller boet i kunstmetropoler har kun få kunstnere skabt et symbiotisk formsprog i mødet med en anden kultur. Nedergårds dybdeboring eller forskning førte til et nyt udtryk. Det opstod i en prægnant dansk kunstsammenhæng og optimeredes igennem kontakten med en kultur og billedstruktur, der ikke findes i den danske billedkunst.
Dette var ikke en ”appropriation”, som når en kunstner kopierer et billedsprog ind i sin kunst eller bruger ready-made som et billede på det fremmede. Der var tale om en fusion mellem en vestlig tolkning af farvesystematik og den islamiske ornamentale tradition.
I vor tid hvor sampling og cut and paste er grundlaget for et globalt kunstfilter er det tydeligt, at Nedergårds arbejder er opstået på et grundlag, der stammede både fra hans personlige interesse for at arbejde med komplekse systemer og fra den visuelle og åndelige impuls han fik under sit ophold i Cairo fra 1979 til1986.
Som elev på Kunstakademiet i København i 1970erne gennemførte Niels Nedergård og kollegaen Viera Collaro projektet ”1000 farver” efter Alfred Hickethiers farveteori. De 1000 silketryk i 103 nuancer og kombinationer af de tre grundfarver gul, cyan og magenta blev skåret i små kvadrater og sat sammen i store kompositioner der blev mønstre af lys og rum.
Som medlem af kunstnergruppen Ny Abstraktion deltog Nedergård i de store udstillinger fra 1977-1986. Gruppen udviklede et udtryk, hvor helheden og samspillet med beskueren var det centrale. Nedergårds bidrag til udstillingernes store installationer var i begyndelsen bl.a. farvemodulationerne og studier af menneskekroppen i bevægelse.
1979 modtog Niels Nedergård den egyptiske stats legat til et længere ophold i Cairo og da et hold fra Kunstakademiet i København 1980 begyndte at arbejde med istandsættelsen af bygningskomplekset Beit El-Suheimi fik Nedergård atelier her. Huset blev hans mønsterbog og i den islamiske ornamentik fandt han et afsæt til de nye billeder, der kombinerede rum, farve og lys i en stram systematik.
De første billeder fra Cairo var kopier af ornamenterne fra husets træværk, døre, vinduer og gulve der blev omsat som et net af streger. Farvesætningerne skabte nyt lys og dybde i ornamenterne. Her benyttedes de rene farver rød, gul, orange, blå, grøn, violet og metal variationer.
I forbindelse med restaureringen af Al-Azhar moskeen blev Nedergård engageret til at skabe fire vinduer. Vinduerne blev udført på traditionel vis af lokale håndværkere. Grundmønsteret kom fra Musafikrana dørene i Beit El-Suheimi, der forenkledes til et mønster med vekselvirkning mellem de hvide gipsbroer, der holder det farvede glas. Resultatet er en prisme, der kan skifte udtryk afhængigt af hvor man står i rummet og hvordan lysindfaldet er. Vinduernes klare farver og filigrane mønster minder om de europæiske kirkevinduer, måske specielt gotikkens rosetter, hvis ordnede flimmer af farvet lys også var symbol for vejen til den guddommelige abstraktion.
Ornamenterne fra Beit El-Suheimi var et skridt i udviklingen af det ornamentsystem, som er grundlaget for Nedergårds eget ornament. Den enkle trekant omgivet af seks streger i en lys- og skyggeeffekt har stadig reminiscenser af træ-listerne i Beit El-Suheimis omgivelser, men er som mønster forenklet og som visuel impuls gjort kompleks gennem farvesystematikken. Med denne grundform kan der varieres uendeligt med farver til illusionen af en impuls om lys, rum, bevægelse og dynamik. Hver streg i de malede billeder er sat af kunstneren. Den er således altid forskellig og farvespillet er planlagt og udført i en lang og omstændelig proces.
Det islamiske ornament forener geometriske og skriftlige spor med årtusinders abstraktioner fra naturen. Det er en del af et visuelt system, der afviser imitation og illusion af omverdenen, men ornamenterne er altid kun formidlere mellem de objekter, som de udsmykker og os der ser. De skaber en visuel bro, en tilskyndelse til at lade narrativerne, fortællingerne, blive tilbage og begive sig ud i en abstrakt oplevelse.
Niels Nedergårds billedsprog blev en del af en kunstscene, der kendte neo-geometrisk kunst og den amerikanske pattern painting tradition, men billederne og deres indhold er en nytolkning af ornamentets formål. De kan ses som et billede på mødet mellem systemerne. Som alle ornamenter placerer de sig i et mellemrum. Denne åbning viser både ud over det vestlige kunstsystem og er en personlig tolkning af den østlige anonymitet.
Litteratur:
Niels Nedergård – en retrospektiv udstilling på Ny Carlsberg Glyptotek 1989. København 1989.
Rum 2001.Ny Abstraktion. Arken Museum for Moderne Kunst. København 2001
Om islamiske ornamenter, se især: Oleg Grabar, The Mediation of Ornament. Princeton 1992