Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Al Azhar » Al-Azhar - introduktionsbladet » Fra Afrika til Azhar. Hvorfor studerer afrikanske studerende på Al-Azhar?

Fra Afrika til Azhar. Hvorfor studerer afrikanske studerende på Al-Azhar?

Af Annette Haaber Ihle

Globale nyhedsstrømme skaber udlængsel fra det gængse. Nye forestillinger om verden udenfor sætter gang i folks ønsker om at bevæge sig over grænser til nye kontinenter. Dette gælder også for unge mennesker i et Afrika, som over de sidste 30 år har gennemlevet en udvikling præget af økonomisk nedgang og politisk ustabilitet. I Afrika betyder en svag statsmagt, at de unge i praksis ikke har adgang til samfundets politiske, uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer. I nogle lande - som Nigeria, Ghana og Elfenbenskysten - er de unge menneskers marginalisering også kædet sammen med deres religiøse identitet, idet muslimerne bebor det fattige nord, mens de kristne lever i det ressourcerige syd.

I det muslimske Afrika har en islamisk levevis og et godt omdømme traditionelt ledt til samfundsmæssig anerkendelse. Unge muslimer udtrykker derfor ofte forventninger til, at de gennem en islamisk uddannelse vil få mulighed for at bevæge sig op ad samfundets stige, socialt og materielt. Derfor drømmer mange unge afrikanske muslimer om et studie i Mellemøsten. For disse unge mennesker er religiøse studierejser til mellemøstlige lande den eneste mulighed for at få del i globaliseringens oplevelser og tilbud, og tilmed på en socialt og religiøst acceptabel måde. Med sit store ry har al-Azhar spillet en central rolle for etableringen af denne tradition for religiøse studierejser.

Allerede fra 1200-tallet har vi beretninger om afrikanske lærde på al-Azhar. Det var typisk som et langvarigt ophold på deres pilgrimsvandring tilbage fra Mekka over det afrikanske kontinent til det nordlige Nigeria. I det 17. århundrede var et ophold på al-Azhar næsten en obligatorisk del af afrikanske muslimske lærdes uddannelse, og det var her, de stiftede bekendtskab med nye strømninger. Al-Azhar har således traditionelt været en institution, som har formidlet mellemøstlige traditioner indenfor islamisk ret, teologi, mystik, historie, matematik og medicin videre til afrikanske muslimske lærde, og som derudover har givet undervisning i det arabiske sprog, grammatik, poesi og litteratur.

Konkurrenterne

I dag er al-Azhar i skarp konkurrence med andre mellemøstlige religiøse institutioner om at tiltrække, uddanne og dermed påvirke den kommende generation af afrikanske muslimer. Lokale og nationale religiøse centre eller deciderede religiøse universiteter - i Nigeria, Libyen, Syrien, Pakistan, Iran, Saudi Arabien og Sudan - tilbyder nu uddannelser til en muslimsk befolkning på et kontinent, hvor gratis uddannelse til alle er lavt prioriteret. Deres stipendier sætter de unge muslimer i stand til at gennemføre en uddannelse ikke kun i religiøse emner, men også inden for sprog, som f.eks. fransk eller engelsk, og emner som pædagogik, medicin eller jura. Studierne løber typisk over en årrække, ofte som et forløb, hvor den samme studerende tager sin uddannelse i flere tempi fordelt på flere forskellige universiteter, som er indbyrdes forbundne gennem den islamiske tradition, de formidler. Det kan også være mere indirekte gennem de private eller statslige donorer i Mellemøsten, som finansierer uddannelserne. Under uddannelsesforløbet får de afrikanske studerende betalt bolig, dagligt forbrug, bøger og evt. medicin, undertiden i så rigelige mængder, at de under forløbet kan spare op og sende penge hjem til familien. Der er endog institutioner i Syrien og Libyen, som lønner de studerende i op til tre år efter deres tilbagevenden til hjemlandet, for derved at gøre dem i stand til at investere deres tid på at sprede den religiøse viden, som de har erhvervet sig under deres ophold.

I alle større byer på det afrikanske kontinent, som huser en større gruppe af muslimer, vil der sandsynligvis være etableret indtil flere islamiske undervisningsinstitutioner, fra muslimske børnehaver til islamiske universiteter. Desuden vil der oftest også være etableret aften- og weekend-undervisning i koranlæsning, arabisk sprog og andre discipliner indenfor den islamiske videnstradition. De allerfleste muslimske børn i Afrika har derfor deltaget i en eller anden form for islamisk uddannelse, for nogle børns vedkommende kun som en del af deres sekulære skolegang, men for mange andre har det været den eneste form for uddannelse, de har modtaget. Fra 1960erne og frem har store religiøse skoler samlet studerende fra større regioner af Afrika. De har taget emner og fag op, som også findes i den sekulære skole, dog stadig set i et religiøst perspektiv, og har dermed omdefineret, hvad en religiøs uddannelse indebærer. De sproglige kvalifikationer som børn i disse områder mestrer, ”begrænser” sig ofte til deres lokale dialekt og arabisk, mens de kun på et mindre sofistikeret niveau, eller slet ikke, taler deres lands nationalsprog. Indtil for nylig foregik undervisningen på disse nye skoler også kun på arabisk, hvilket resulterede i, at de studerende efter endt skolegang kun kunne kommunikere med bestemte, forholdsvis snævre kredse, men nu er nationale sprog, som f.eks. engelsk, fransk og swahili, langsomt ved at vinde indpas som undervisningssprog. Til forskel fra de små koranskoler, der oftest er centreret om én lærer, så tiltrækker disse skoler også sekulære, universitetsuddannede lærere fra hele kontinentet, der kan kvalificere eleverne til at blive optaget på mellemøstlige religiøse institutioner.

Og så afsted...

De unge kvalificerer sig til udvælgelsen til de mellemøstlige stipendier dels i kraft af at have gået på sådanne velrenommerede skoler, dels på baggrund af en eksamination i den viden, som de har fået her. Men det er også vigtigt for deres succes ved den årlige udtagelsesprøve, at de har indgået i de sociale netværk, som generationer af lærere og studerende på disse skoler gennem årene har etableret. Selv om den viden, som eleverne erhverver i disse forholdsvis nye masseinstitutioner for islamisk viden, er knyttet til de religiøse tekster, som de unge har lært at forholde sig til, så er det stadig vigtigt at kende de rette mennesker, som f.eks. kan orientere den ansøgende om eksamenskrav, formidle eksamenspapirer, betale deltagelse i eksamen og anbefale den unge til de mellemøstlige institutioner, som organiserer optagelsesprøverne på det nationale niveau.

Mens unge, der ønsker at blive optaget på de Saudi-Arabiske institutioner, skal igennem denne centrale optagelse, så gælder andre procedurer, når de unge kommer fra den mystiske tradition, som den bliver fortolket af de sufi-broderskaber, som er de mest udbredte religiøse institutioner i Afrika generelt. Her er tilknytning til en orden, hvor viden og velsignelser gennem generationer er blevet overført fra lærer til elev, stadig utrolig vigtig for de unges uddannelsesmæssige fremtid. Hvis de unge aspiranter ikke er født og opvokset indenfor familier, som er knyttet til denne lærdomstradition, så er deres eneste chance for at komme i betragtning til et stipendiat, at de går i lære hos en sufi-mester. Kun gennem dennes personlige renommé og hans kontakter til regionale og internationale sufi-broderskaber kan disse unge muslimer gøre sig håb om at komme til f.eks. Libyen og Syrien.

De unge har en sidste mulighed for at komme af sted, nemlig at deres ”religiøse talent” bliver opdaget. Især de iranske shia muslimer, som først inden for de sidste 10-15 år er blevet etableret som religiøs institution på det afrikanske kontinent, gør brug at denne strategi. Iranerne etablerer en slags lokale aftenskoletilbud i islamisk lærdom for unge mænd, og denne kontakt giver derefter anledning til at tilbyde udvalgte talenter ophold i Iran, Pakistan og Syrien, hvor de kan dygtiggøre sig fortrinsvis i religiøse emner. På denne måde skabes grobund for at etablere en afrikansk shia muslimsk menighed.

De unge har store forventninger til deres ophold i Mellemøsten, som de mener ikke kun vil introducere dem til globaliseringens moderne livsformer, men som også vil give dem respekteret viden og eftertragtede eksamenspapirer, som de antager vil kunne sætte dem i stand til at klare sig økonomisk i respektable jobs og positioner, når de kommer hjem. Kun på denne måde vil unge uden særlig ballast, socialt og økonomisk, være i stand til at blive gift og stifte familie - en afgørende faktor for at de unge kan blive anerkendt som voksne i de allerfleste afrikanske samfund. Men de unge muslimer vender ofte tilbage til deres hjemland efter kortere eller længere ophold med blandede følelser, både i forhold til deres mellemøstlige trosfæller, men også i forhold til egen identitet som afrikanere og som muslimer. Mødet med det til tider meget racistiske Mellemøsten, som ser på sorte afrikanere med afsky og manglende respekt, sætter de unge afrikaneres religiøse tilhørsforhold på prøve. I mødet med Mellemøsten har de også svært ved at forlige sig med det arabiske kvindesyn og arabiske kvinders eksklusion fra det offentlige rum, selv om de forsøger ikke at gøre en kritik af arabernes udlægning af islam til en kritik af islam, en øvelse, som ofte forekommer dem temmelig svær. Mange kommer derfor hjem skuffede over de mellemøstlige samfund. De fleste unge afrikanere har aldrig været udsat for nedværdigende racisme i deres hjemlande - de er stolte af deres muslimske identitet, og de har lært at se op til Mellemøsten som det sted, hvor islam bliver praktiseret på den helt rigtige måde. I stedet bliver de mødt med nedværdigende behandling, udenadslære og isolation fra det omgivende samfunds side - en erfaring, de naturligvis har svært ved at forlige sig med, og som piller ved den grundlæggende tillid til de mellemøstlige religiøse autoriteter, som de tog af sted for at lære af.

Og hvad bringer de unge nyuddannede så med hjem? Materielt finder de at Mellemøsten er en guldgrube af moderne varer, som de endda i mange tilfælde har råd til at erhverve sig. Men allervigtigst for dem er det at hjembringe religiøse værker, som både symbolsk og som tekst kan styrke deres position som religiøse lærde i hjemlandet. Man må huske, at det muslimske Afrika, ud over ofte at være synonymt med det fattigste Afrika, også er det analfabetiske Afrika. Mundtlige traditioner spiller en stor rolle på det religiøse feldt. Muslimske lærde har traditionelt refereret til vers fra Koranen og hadith, som den er gengivet i deres erindring, når de skulle argumentere for en bestemt udlægning af den religiøse tekst. Dette har afstedkommet en hel del konflikter indenfor hierarkiet af muslimske lærde, og de søges nu afhjulpet (dog stort set uden held) ved at henvise til teksterne selv. Det er derfor klart at med den tekstuelle nyorientering, som også vinder udbredelse i Afrika, bliver skriftlige kilder afgørende for religiøs autoritet.

De unge medbringer også nye holdninger og færdigheder, som vil være vigtige for deres fremtidige virke som muslimer og som borgere. Studerende, der har været i Libyen og i Iran, taler begejstret om, at her følte de for første gang i deres karriere som muslimske studerende at de deltog som ligeværdige partnere i en dialog om de religiøse teksters udlægning. Omvendt gjorde de studerende, der havde været på wahhabistiske institutioner i Saudi Arabien, rede for deres frustrationer med undervisningsformen her, som bestod af enorme mængder udenadslære på et arabisk, de havde svært ved at forstå. Opholdet havde derfor budt på lange dage, hvor lærernes undervisning blev optaget på bånd, og lange aftner, hvor dette indhold blev lært udenad til næste dages eksamination.

Hjemme igen

Fra at have været ”Afrikas bederetning”, det sted de afrikanske muslimer enten rejste til eller drømte om, er al-Azhar i dag blot én af en række konkurrerende institutioner. Den er krævende som få, men uden at rumme de rigere olielandes økonomiske incitamenter. De afrikanske studerende bor i en særlig studenterby, og ligesom studerende så mange andre steder er der en stor chance for, at de får få venner fra værtslandet, men mange fra deres egne nabolande, som de nu kommer til at dele bolig og studier med. Med sin størrelse og mere afrikanske identitet har Cairo og al-Azhar derfor været katalysator for mange netværk og begivenheder i Afrika, ligesom f.eks. Paris og London har været det i Europa.

Det er derfor vidt forskelligt, hvor nyttigt de hjemkomne studerende er blevet forberedt til at klare sig i et stadigt mere moderne, individualistisk orienteret og demokratisk Afrika. Nogle kommer hjem med en sekulær uddannelse, nogle også med civile færdigheder, som de kan anvende i deres hjemlands demokratiske udvikling, mens andre kan tale flydende arabisk og udlægge religiøse tekster. Det vil nok give dem høj prestige, men ikke smør på brødet. De har dog alle fået lejlighed til at stifte bekendtskab med nye dele af verden under forholdsvis tålelige forhold. De erfaringer, den viden og den selvtillid, som disse unge erhverver sig under deres ophold på religiøse institutioner har stor betydning ikke blot for de islamiske traditioner, som distribueres videre ud i de afrikanske samfund, men også for de samfundsmæssige skridt, som den muslimske befolkning i Afrika vil vælge at tage i fremtiden.