Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Små paradiser. Blomster og haver i islam » Små paradiser - introduktionsbladet » Islamiske Miniaturer – Hvabehar?

Islamiske Miniaturer – Hvabehar?

Af Kjeld von Folsach

Den foreliggende danske udgave af Annemarie Schimmels charmerende og indlevede lille bog Kleine Paradiese. Blumen und Gärten im Islam er akkompagneret af islamiske miniaturer fra Davids Samling. Men hvad er "islamiske miniaturer" egentlig for en størrelse?

Islamiske miniaturer eller islamisk miniaturemaleri er en bred betegnelse, som anvendes på de fleste sprog og dækker et område, som på den ene side er ret snævert afgrænset og på den anden side er ret rummeligt.

Den uskyldige betegnelse er forholdsvis uproblematisk for de fleste specialister, men den består af et adjektiv og et substantiv, der hver for sig kan give anledning til, at det område, som dækkes af begrebet, meget nemt kan misforstås.

Lad os starte med substantivet, der er det mindst problematiske. Uden at det ved denne lejlighed skal udvikle sig til et emne i sig selv, er det velkendt for de fleste, at figurative, naturalistiske fremstillinger er relativt sjældent forekommende i kunsten fra den islamiske kultursfære - man har i forhold til andre kulturer i vid udstrækning afholdt sig fra at gå Guds skaberkraft i bedene. I visse geografiske områder og historiske perioder er figurativ kunst så godt som ukendt, mens man i andre kan finde både monumentalt maleri i form af vægudsmykninger eller panelmaleri, samt miniaturemaleri i form af bogmaleri i ordets bredeste betydning. Når miniaturemaleri og bogmaleri alligevel ikke er synonymer skyldes det, at miniaturemaleriet både kan være en illustration eller en frontispice til et bestemt værk, men det kan også være et enkeltstående arbejde - som regel på papir, der var beregnet til at blive opklæbet på et stykke pap eller til at indgå i et album med andre individuelle malerier eller med eksempler på kalligrafi eller særligt fremragende illuminationskunst - ofte i form af minutiøst udførte arabesker eller geometriske kompositioner. Begrebet "miniaturemaleri" skal altså dels ses som en modsætning til monumental- og panelmaleriet, dels vil det oftest være anvendt i bøger eller i album. Ganske små ovale eller rektangulære portrætter m.m., som de kendes fra europæisk kunst, er derimod sjældne og først meget sent forekommende i den islamiske verden, og de vil ikke normalt være omfattet af begrebet. Dette gælder også forskellige former for dekorativt maleri, der kan udsmykke skrin, penneæsker, bogbind, møbler m.m.

Adjektivet "islamisk" er problematisk på en anden måde og det både i forbindelse med substantiverne "kunst" og "miniature". For mange - ikke mindst muslimer - forbindes "islamisk" helt naturligt med religionen Islam med den konsekvens, at islamisk kunst eller islamiske miniaturer burde være en religiøs kunstform - en kunst, der entydigt afspejler Koranen eller knytter sig til religionsudøvelsen. Denne på sin vis logiske definition er dog ikke den, der benyttes almindeligt af fagfolk, hverken i den islamiske eller den ikke-islamiske verden. Med islamisk kunst eller islamisk miniaturemaleri forstås normalt kunstværker, der er fremstillet for muslimer i den del af verden, hvor Islam er den dominerende religion. Emnet er for så vidt underordnet og både en fremstilling af Profeten Muhammeds himmelfærd, en slagscene fra det persiske epos Shah-nama, en afbildning af en syngende nattergal eller en skildring af vindrikkende hoffolk bliver betragtet som islamisk miniaturemaleri, hvis den kommer fra den islamiske kultursfære. Som undergrupper benytter man yderligere ofte geografisk betingede kategorier som persisk, indisk, tyrkisk, arabisk og

centralasiatisk miniaturemaleri. For en fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at laveringer og tegninger også regnes med til begrebet.

Det er faktisk ikke så let at finde islamisk miniaturemaleri til at akkompagnere en moderne tekst, som f.eks. den foreliggende, der handler om havekunsten, dens planter og haven som metafor. Der er mange skildringer, der snerper hen i retning af det rigtige - men så alligevel.

Vanskeligheden ligger i, at langt de fleste miniaturer, der er fremstillet og som har overlevet tidernes ugunst, i sig selv er illustrationer til middelalderens berømte helteeper så som Firdawsis Shah-nama - "Kongernes Bog", eller poetiske antologier som Nizamis Khamsa, "Fembogen", eller Djamis Haft Awrang, "De syv Troner”, og mange, mange flere værker spændende fra dyrefabler til mere esoterisk sufi-digtning. I de hundredvis af slag- og hofscener, samt skildringer af jagtselskaber, polospil, elskovsmøder etc., der illustrerer disse højt værdsatte og ofte kopierede litterære værker, kan man selvfølgelig finde gengivelser af haver, blomster og træer, af naturfænomener, dyr og menneskelige aktører, der på den ene eller anden måde kan understøtte en anden tekst end den, de oprindelig er tiltænkt som illustration. Men materialet er ikke optimalt.

Denne situation gøres ikke lettere af, at de muslimske miniaturemalere ikke lagde den allerstørste vægt på naturalisme, sådan som man f.eks. kender det fra det 14. og 15. århundredes europæiske bogmaleri. Skildringen af en have behøver ikke at være gengivelse af en virkelig have, men er ofte snarere antydningen af haven som begreb, noget der er en modsætning til det ukultiverede landskab, og skildringen af en blomst har ofte meget lidt med naturen at gøre, men er snarere en signatur for eller en syntese af fænomenet "en blomst". Der er selvfølgelig mange undtagelser fra denne tendens - ikke mindst i perioden omkring og efter ca. 1600.

Der kan gives flere forklaringer på dette fokusskifte: Fra det ideelle til det mere realistiske eller naturalistiske.

Op til omkring 1550 var det elegante persiske maleri med sin poetiske, farveelegante, atmosfære-, skygge- og perspektivfrie, samt lidet virkelighedstyngede stil den fremherskende (fig. 1), og de tyrkiske, centralasiatiske og muslimsk-indiske maleratelierer efterlignede den så godt, de nu engang formåede, selvom de ubevidst eller bevidst bevarede deres egne kunstneriske præg. Efter den tid kan man spore en stigende interesse for det naturalistiske, inspireret af de mange europæiske, trykte bøger, der spredtes til de muslimske fyrstehoffer, hvad enten der var tale om illustrerede religiøse skrifter, der anvendtes af missionærer i forsøget på at udbrede kristendommen, eller botaniske, zoologiske og topografiske værker, der bragtes til veje som fyrstelige gaver eller via den almindelige handel.

En anden årsag var at der opstod nye litterære genrer. Hvor den typiske muslimske fyrste eller rigmand før ville have bestilt et rigt illustreret eksemplar af de føromtalte, tidløse fortællinger af Firdawsi, Nizami eller Djami etc. til sit bibliotek, så blev samtidshistoriske skildringer nu mere almindelige, både i form af fyrstebiografier og bredere anlagte historiske eller kulturhistoriske værker. Dette førte til en øget fokusering på virkelige forhold og naturalistiske detaljer. Hertil kom at miniaturemaleriet i nogen grad løsrev sig fra slet og ret illustration til en given tekst, og det kom på mode at bestille miniaturemalerier, der erindrede om en særskilt begivenhed som en tronbestigelse, en omskærelse eller lignende. Disse enkeltstående miniaturer fik ofte plads i fyrsternes album - muragga, der sideløbende kunne indeholde kendte kunstneres skitser, malerier af en særlig værdsat hest eller elefant, en enkelt elegant blomst (fig. 2) eller et af de mange virkelighedstro portrætter, der efter ca. 1600 afløste de idealiserede, anonyme fyrste- og stormandsskildringer fra tidligere tider (fig. 3). Der ses naturligvis stadig idealiserede gengivelser af smægtende, unge yndlinge, med brede hofter og svulmende læber, der snarere portrætterer en type lettere anløbne hofmænd end individuelle personer. Specielt kvindeskildringerne var per definition idealiserede og ret stereotype, idet kunstnerne naturligvis ikke havde adkomst til at portrættere fremmede, muslimske kvinder, ligesom de af forståelige grunde formentes adgang til de fyrstelige haremmer. Af samme årsag er museets imponerende miniature "Et paladsanlæg med haremshaver" naturligvis fri fantasi, men er samtidig et eksempel på en art idealiseret naturalisme, der videregiver sande elementer af det 18. århundredes indiske havekunst, arkitektur og mode - endda opfattet ved hjælp af et europæisk perspektiv, uden at kunstneren dog for alvor har forstået principperne bag dette (fig. 4).

De islamiske miniaturer kan således generelt betragtet ikke siges at være rigtig gode kilder til områdets historie og faktuelle forhold, men de gengiver på fremragende vis finkulturens idealer og fremmaner ofte eminent de poetiske understrømme og stemninger, der kommer til udtryk i litteraturen. De afspejler ligeledes, opfattet gennem et kunstnerisk temperament, overklassens liv og idealer og til en vis grad den herskende tidsånd.