Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Små paradiser. Blomster og haver i islam » Små paradiser - introduktionsbladet » Sufimusik – føde for sjælen

Sufimusik – føde for sjælen

Af Ole Reitov

”Sufi musikken er som en bro til andre nationer som inviterer folk til at nærme sig hinanden og knytte venskabs- og kærlighedsbånd”

Nusrat Fateh Ali Khan

”Ved at benytte lokale sprog og tilføre dem litterære idiom har de mystiske ordener gjort meget for at gøre masserne bekendte med Gud og Profetens kærlighed”

Annemarie Schimmel

Da den pakistanske sufimusiker Nusrat Fateh Ali Khan døde i 1997 kun 49 år gammel var han for længst et verdensnavn hvis musik var nået ud til et langt større publikum end nogen anden religiøs sanger i musikhistorien.

Hans musik havde været benyttet i mega films som Dead Man Walking, Last Temptation of Christ og Natural born killers.

At Nusrats musik blev benyttet i sidstnævnte film i forbindelse med en voldtægtsscene blev ikke alene kritiseret af mange muslimer, det gjorde også Nusrat Fateh Ali Khan fortvivlet, for han var ikke blevet spurgt om tilladelse, og uanset den dramatiske effekt ,så lå vold og undertykkelse lige så fjernt fra den Pakistanske quawwali sangers univers som hos de forgængere ,som han altid henviste til - sufisten Data Gansj Baksh, Chisti, Rumi og Amir Khusro.

For Nusrat Fateh Ali Khan var brugen af hans musik i filmen Dead Man Walking derimod på en helt anden måde i overensstemmelse med hans kærlighedsbudskab – det budskab som islamforskeren Schimmel påpegede igen og igen i sine utallige publikationer.

Annemarie Schimmel mødte den vitale og folkelige sufisme i Pakistans hjerte, Punjab, hvor tusindvis af mennesker hver torsdag aften samles ved helgengravmonumenter for at tage del i en qwawwali ceremoni – som kan virke nok så voldsomt på en vesterlænding ved første møde.

I Quawwali ceremonierne er musikken i fokus. En musik som har rødder i den klassiske nordindiske musik og som benytter sig af en til tider voldsomt inciterende rytmik, der kan få tilhørere til at falde i trance, snurre rundt i voldsomme ekstaser og uhæmmet vise deres følelser – det er så langt man kan komme fra dommedagsmullahernes prædiken om at musik er satans værk – og derfor også det mest synlige tegn på den konflikt som udspiller sig indenfor islam.

Nusrat Fateh Ali Khan skelnede ikke så voldsomt mellem sufimusik sådan som den spilles fra koncertscenernei vesten og så sufimusikken, som den fremføres i de mange helligdomme rundt om i den muslimske verden.

Men det er naturligvis teoretisk muligt at skelne mellem musik udført af sufier og musik sådan som den opleves af et publikum – vel og mærke hvis man lytter til musikken udfra en æstetisk synsvinkel.

Sufimusik har ét fællestræk i alle muslimske lande – at hensætte udøveren og lytteren i en sindstilstand. Om man så opnår kontakt med Allah i den forbindelse er et spørgsmål om religiøsitet. Personligt er jeg ikke troende, men jeg kender musikkens ekstatiske og altopslugende effekt –uanset om det er sufimusik eller ej.

At smage på ordet og ramme hjertet

Musikalsk set er der så store genremæssige forskelle mellem sufimusik i såvel Pakistan som i resten af den muslimske verden, at det er umuligt at tale om sufimusik under en samlet overskrift. Derimod kan man udmærket tale om at sufimusik sådan som den udøves.

For udøverne og lytterne har musikken et fælles mål – at være et middel , eller medium om man vil , til at komme i kontakt med Skaberen.

Det specielle med quawwali er ,at den knytter sig så tæt til de store sufipoeter, og at fragmenter fra poesien indgår på en helt særlig måde i quawwali traditionen.

Her kan poesi af Rumi, Shah Abdul Latif og Khusro blandes efter sangernes egne lyster.

Fragmenter af sætninger brydes op, dele af ord brydes op og gentages. Profeten Muhammeds ord kan gentages i brudstykker som mu, mu,mu,muha,mu,mumu,muha, og sangerne bygger langsomt en forventning op hos sit publikum inden ”den fuldendtes navn” synges i sin helhed for straks at udløse et voldsomt bifald ”wah wah” (godt) eller Allah som anerkendelse for den måde, som sangeren har evnet at trække en strofe, smage på den, udtale den forskelligt og kærligt omforme den til poesi.

Den verdensberømte musiker, Peter Gabriel, som benyttede Nusrat Fateh Ali Khans stemme til lydsporet, der ledsagede selve Jesu korsfæstelse i filmen Last temptation of Christ, har udtrykt Nusrats evne således:

”Nusrat havde evnen til at bygge en improvisation op til et højdepunkt , hvor det rammer folks hjerte.”

Improvisationen spiller en væsentlig rolle i quawwali musikken ,selvom det element uden tvivl fik større plads på vestlige koncertscener, hvor publikum er vokset op med rock og jazz improvisationer, end i pakistanske helgendomme, hvor samspillet mellem udøver og publikum kan være så intenst at det kan være svært at skelne, hvem der pisker den følelsesmæssige stemning mest op.

Når denne artikel fokuserer så forholdsvis meget på den pakistanske variant af sufimusik skyldes det, at den på grund af sine store musikalske kvaliteter har en bred appeal til et vestligt, sekulariseret publikum. Selvom et vestlig publikum ikke forstår poesien, så rammer musikken et punkt, som åbenbart er universelt.

For Nusrat Fateh Ali Khan var poesien lige så vigtig, men i sufismens tolerante tradition havde han ikke noget imod, at nogle mennesker slet ikke forstod ordene eller blot opfattede poesien romantisk, mens andre greb fat i en mere spirituelle dimension. Sufi poesien har altid haft denne dobbelttydighed, hvor ord som kærlighed, beruselse, tørst og længsel har spillet en stor rolle. De kærlighedstørstende har dermed fået deres, mens de mere spirituelt og religiøst søgende har læst og hørt ordene som længselen og tørsten efter kontakten med Gud. Udsagn som ”Jeg har ikke en stund af fred uden dig min kære”, kan jo trods alt tolkes frit og er måske den største årsag til at sufi poesi stadig har så stor en folkelig udbredelse og at f.eks. Rumi i 1990’ernes var den mest sælgende poet i USA – 700 år efter hans død i byen Konya i det nuværende Tyrkiet.

Alt i verden roterer

Rumis persisk sprogede poesi er central for sufier i mange lande. Men mange danskere kender nok i højere grad en af de traditioner, som Rumi tilskrives – ”de dansende tyrkiske dervisher” .

Akkompagneret af en ganske stringent musik med rødder i den klassiske byzantinske musik, virvler dervisherne rundt og rundt i halve eller hele timer, og dervisherne kalder ikke disse uendelige spiralbevægelser for dans, men for bøn.

”Alt i verden roterer, siger dervisherne. Alt fra cellerne til planeterne snurrer rundt, og vi forener os med denne rotation.”

Når man som undertegnede lider af cirkulationssvimmelhed kan man næsten få kvalme af blot at iagttage dervishernes karrusel bevægelser. De fleste af dem oplever da også betydelig svimmelhed i begyndelsen, men som de siger:

”Alle kan snurre, men det kan tage et par måneder inden svimmelheden forsvinder. Derefter oplever man en fuldstændig ro.”

En moderne sufi, den tyrkiskfødte teknokomponist og musiker Mercan Dede har udtrykt det på denne måde:

”Du er i orkanens øje – der er en stilhed i rotationens midte”

Måske var det denne stilhed midt i ekstasen, som Rumi oplevede dengang Konya.

Ifølge historien blev Rumi under en vandretur i datidens basar i Konya så inspireret af smedenes hamren, at han begyndte er snurre rundt. Han oplevede en ekstase, og udtrykte det senere poetisk:

”Kom men ikke uden musik

rejs dig og slå på trommen,

vi er fulde,men ikke af vin”

Den ekstase, som Rumi oplevede for syv hundrede år siden, er noget mere kontrolleret i nutidens Dervish ceremonier. Det skyldes måske også, at den ledsagende musik stammer fra den kontrollerede klassiske Tyrkiske musik fra 1700 tallet, mens den pakistanske quawwali eller de mere basale trommebaserede sufi ceremonier som udøves i bl.a. Marokko nok er tættere på Rumis univers end de officielle efterfølgere – dervisherne.

Derimod kan man hos dervisherne få en ledetråd til hvad det hele handler om.

Dervishernes ritual, som i dag er blevet en stor turistattraktion i Istanbul, er delt op i fire elementer:

Indledningen skal få den udøvende dervish til at vende sig mod Gud – at koncentrere sig om at opnå kontakt med Allah. Næste fase har til formål at være med Gud og i selve den ekstatiske del er dervishen i Gud. Der er altså tale om at forene sig med Allah. Det er ”rejsens mål”, og ceremonien afsluttes således med fjerde fase, hvor man kommer tilbage fra Gud – det er her man forsøger at forstå sin ”mission”.

De fire faser kan omsættes til en quawwali ceremoni, hvor sangere og musikere i første omgang selv forsøger at fokusere på ”rejsen mod Gud” og klimaks nås i foreningen med Gud – enten i mental eller fysisk forstand.

Sufimusikere har mange måder at beskrive det spirituelle element. I Tyrkiet er det således specielt ney instrumentet, som tilskrives særlige kvaliteter. Blæseinstrumentet, som skæres fra siv kan i sin klang og tone nemt opfattes som ”sørgeligt”.

Det tilskrives instrumentets ”separation fra siven”, men samtidig har ”ney” instrumentet ifølge mange sufimusikere en særlig evne til at tilkalde ”Guds åndedragt”

Det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatyrk, havde ikke meget til overs for den slags ”overtro”, og han indførte forbud mod sufi ritualer og suf iordener. De sås som en fare for moderniteten. At de i dag så anses som et af landets attraktive turisttilbud og promotes aktivt af tyrkiske turistmyndigheder er så en anden sag.

Sufi techno

Mercan Dede inkorporerer dervish dans i sin elektroniske musik. Med tilnavnet ”The club sufi” har han sammenbragt elementer fra techno, traditionel tyrkisk musik og ”dervishdans” og bragt det ind på internationale klubscener.

Hvad har det med sufi musik at gøre, kan man spørge? Selv er han ikke i tvivl. Han ser en lige linie fra Rumi og hans ekstatiske dans i Konya basaren til sig selv. Mercan Dede er inspireret af Rumis liv og i hans univers hænger elektronisk musik og sufi musik sammen

”Jeg er som en dreng der leger med stenene ved vandet – og der står jeg ved et kæmpe ocean : sufismen”

Hans citerer med glæde Rumi, der sagde:

”Vi ser tvedelt på verden, men verden hænger sammen, vi skal samle synet.”

Sufismens kerne er at forene alle mennesker.

Det er det syn på verden, som også en af sufi musikkens få kvindelige udøvere, den Pakistanske quawwali stjerne, Abida Parween kan dele. I et interview i den engelske dokumentarfilm ”Sufi Soul” siger hun

”Vi har to øjne men ser ikke helheden alligevel. Udover de to har vi et tredje som findes i hjertet, dette øje ser det usynlige - den åndelige udstråling. Når den når lytteren gennem sufistisk musik og peosi, så er det sufisme, renhed og spiritualitet.”

At hun optræder ved flere sufihelgendommer i Pakistan vidner også om sufismens rummelighed.I en af filmens scener optræder hun for en tusindtallig skare ved en af den pakistanske sufismes mest besøgte gravsteder – Shah Abdul Latifs – monument i Sind provinsen.

Natlig musik i 250 år

Abdul Latif var foruden digter også musiker og komponist, og der er talrige fortællinger om de konstante konflikter, han havde med ortodokse mullaher, der anså hans musik for uislamisk

Han fik samtidig opfordringer fra såvel sunnier som shiiter om at tilslutte sig dem – men han betragtede sig som stående i midten, eller repræsenterende en tredje vej.

Da han døde midt under en musikalsk ceremoni i 1752 påtog en af hans elever at forsætte traditionen, og siden har man hver nat kunnet lytte til hans musik i templet.

Alle er velkomne – man kan også overnatte i templet – som ved års ceremonierne nok tilhører et af verdens mest spektakulære valfartssteder - en blanding af Tivioli og Disneyland på speed med utrolige neonrørskonstruktioner, fyrværkeri ”gedemarked” og ekstatisk musik som visuel og lydmæssig ramme.

Og ekstasen er måske det livgivende element, som den folkelige sufisme søger og det,som skræmmer mullaherne og ortodokse. For det kan unægtelig være vanskeligt at skelne mellem spiritualitet og ”hokus pokus”, når sufistiske traditioner benyttes som en del af healingceremonier” i f.eks. Marokko, hvor en udbredt praksis med kvindelige sufihealere er bredt accepteret i landsbyerne. Såkaldte ”jilalas” udfører helbredelsesceremonier, som har til formål at bringe ”objektet” i trance og dermed ”uddrive uro”. Men ceremonierne har ofte den ønskede effekt på kvinder, som har ”ondt i livet”, ligesom relativt monotone tromme- og sangritualer hos marokkanske ”aissawi ordener” opsøges af helt almindelige arbejdere, som efter dagens hårde slid finder lise og fred i sjælen under en ceremoni.

På den måde fungerer sufi musikken og dens ritualer som en ”vitaminpille for sjælen”.

Og budskabet til den omgivende verden er: sufismen er pluralistisk, åben, tolerant og inkluderende. Det er måske ikke lige det budskab, som vestlige medier for tiden fokuserer på i omtalen af Islam.

Anbefalet referencemateriale:

LITTERATUR:

Peter Pannke & Horst A.Friedrichs: Troubadoure Allahs – Sufi-musik im Industal.Frederking & Thaler. 1999. Fotobog med CD

Kudsi Erguner:Journeys of a Sufi Musician.Saqi Books.2005.Inkluderer CD.

Regula Burckhardt Qureshi: Sufi Music of India and Pakistan – Cambridge Studies of Ethnomusicology1986

CD

Musrat Fateh Ali Khan: Shahen-Shah. Real World RWCD3 1989

Nusrat Fateh Ali Khan & Michael Brook:Night Song. Real World.RWCD 50.1996

The Rough Guide to Sufi Music:Islamic mystics harness the power of Music.Regent 1064.2001

Mercan Dede: Sufi traveller .High Times Records. 2004

Sufi Soul:Diverse kunstnere. World Network. 1998

DVD

Sufi Soul:The Mystical Music of Islam, A Songlines /MWTV Production for Channel Four

Nusrat Fateh Ali Khan – The last prophet. Ocora/Arte/Naïve vision.2006

NETKILDER

http://en.wikipedia.org/wiki/Jalal_ad-Din_Muhammad_Rumi

http://en.wikipedia.org/wiki/Category:Sufi_music

http://en.wikipedia.org/wiki/Qawwali