Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Små paradiser. Blomster og haver i islam » Små paradiser - introduktionsbladet » De duftende haver

De duftende haver

Mørket falder brat. På disse breddegrader er skumring et ukendt begreb. Der bliver sat ild til de træstumper, sørgelige rester af fortidens skove, som den seneste ørkenstorm har blotlagt i sanddynerne. I dagens løb er de under vejs blevet samlet op og båret på den sindigste kamels ryg. Det første hyæneskrig har fået dyrene med de urtidskloge øjne til at lægge sig tæt opad hinanden. Mændene rykker også sammen.

Tæt ved ilden efter en lang dag i brændende sol forbereder de sig til den kolde nat. Varmeudstrålingen er stor under den åbne himmels kolde stjerner. Sandet bliver rystet af tøjet. Madrationerne bliver fordelt. Soltørret fårekød, soltørrede figner, dadler og rosiner. Kæberne arbejder i en sagte rullende rytme. Der er i den henseende ikke forskel på mænd og kameler. Måltidets nydelse må trækkes ud så langt som muligt. Et lille bæger myntete gør den tavse samling talende for en stund.

De fortællinger, der var til rådighed, er ved at slippe op. Nu på den femtende aften. Der var ikke 1001. Tankerne vendes indad. Længselens tanker. I tavsheden er hele karavanen samlet i de samme længsler. Voksne mænds længsel.

Efter en beskyttende mur. En høj mur, som ikke sjakalerne eller løve, som nu også minder om sin sult, kan springe over. Efter saftig mad, som dufter. Efter den kølige skygge under en sykomor. Efter et bad. Efter en oase. Mustafa har rullet sig ind i sit bønnetæppe.

Det har en bort af skorpioner, men indeni blomstrer det af nelliker og roser. Af alle de urter, der skyder op efter en hverttredjeårs regn i en vadi. Men det dufter ikke. Det dufter ikke.

Åh jo, det dufter. Og midt blandt alle blomsterne sidder hun med åben blik og bare bryster. I en fuldkommen stilhed. Efter en anstrengende dag kom søvnen hurtigt. Drømmene lader ikke vente på sig.

Han drømmer som unge mænd drømmer, når løven er skudt og maven har fået sit. Han ved ikke, at han fugter læberne og damper af varme i sit blomstertæppe. Han ved ikke, at det er paradiset han drømmer om. At han drømmer om den islamiske have.

Det var som en drøm. Charterturisterne formulerer det banalt og sandt, når de viser deres digitalfotos fra Alhambra og Generalife. Det er mauriske haver, og de blev skabt af muslimer, som fem gange om dagen vendte sig mod Mekka og bad til Allah. I forgården til en tronsal tog herskeren, under udvikling af ceremoniel pragt, imod vasaller og ambassadører fra fremmede lande.

Og et for verden lukket stort harems badeanlæg, der i flere århundreder var sunket ned i ruin, og beboedes af sigøjnere og andre hjemløse, da Washington Irving kom dertil i 1831. Han skrev sine Tales of Alhambra, der stimulerede en ny interesse for det eksotiske sted og forførte franske kunstnere til at skildre en sensuel haremsverden. Kan dette sted i en ikke helt sikkert restaureret udgave være repræsentativt for et folks havekultur?

Mindre prangende og i alle henseender spædere er et antal udsøgte miniaturer, hvoraf Davids samling ejer en del. De er vel nok fra tiden efter Muhammed og de viser overbevisende, at en have til alle tider og overalt er et indhegnet sted, med høje mure; og at vand er nødvendigt for menneskers og planters trivsel. I disse haver vises som oftest vandet i en given, emblematisk form; et muret trug med et kryds af vandrender, der med formel præcision peger ud imod de fire verdenshjørner.

Der er ikke mange planter at se. Man må spørge om disse mure er anderledes end dem, der dannede græske og romerske gårde; og er korsformen ikke for længst prøvet i kristne klosterhaver; og har den med sin forestilling om verdens fire floder og frelsens spredning ud over verden ikke spiret i kulturer, som vi kun har anelser om, kulturer, som er lige så gamle som kunsten at bage brød og brygge øl?

Den, som har været i Marokko og besøgt Fez og Meknes har kunnet se en helt anden slags islamiske haver. Enorme indhegnede frugtplantager med lige så imponerende kunstige søer, alt formet med en geometrisk præcision, som ikke står de franske barokhaver noget efter.

Er ligheden en tilfældighed? Det samme spørgsmål melder sig ved studiet af bøger med billeder af vidunderlige indiske haver. De er som symfonier med tematiske variationer over begrebet Det Æstetiske Vand. Det glinser og musicerer som de tynde vandstråler i en maurisk have i Andalusien. Men i hundredvis. Det falder i kaskader over skråt stillede keramiske vaskebrætter. Det flyder ud i bassiner, store nok til at rumme en ø med en pavillon, hvor maharajaen kan holde fest for et dusin af de nærmeste venner.

Og disse havers enheder er samlet i symmetriens faste greb. De er fra samme tid som Europas barokhaver. Alexander var der ude. Grækerne førte krig med parterne. Silkevejen fungerede i århundreder som kunst- og kulturformidler. Ludvig XIV’s store gartner, André Le Nostre, havde hørt sin tegnelærer, Simon Vouet, fortælle om sine rejseoplevelser i Tyrkiet.

Der var samvær mellem verdensdelene og udveksling af inspiration. Også i havekunsten. Påvirkningerne må være gået i begge retninger. Hvor islamiske er i grunden de store indiske haver?

Efter alle disse forbehold rejser der sig det store afgørende spørgsmål; findes der en islamisk have? Svaret er ubetinget ja. Den findes. Men den er ikke så nem at fange. I en form eller i en formel. Sagen er, at den islamiske have er en drøm. En drøm om en sensuel duft og en kølig grøn stilhed, som bliver gjort hørbar ved en tynd vandstråles glitterlyde. En oase. Den er det hemmelige skød. Den islamiske have er Mustafas drøm.

Islamiske folk har i alle tider forsøgt at materialisere den. De har frembragt mange slags haver med en rigdom af symboler og sarte nuancer. Mon ikke drømmens kerne er særligt tydelig og i vores tid mest tilgængelig i nogle små private haver i Albaicin, den lille bjergskråning i Granada, hvorfra man har udsigt til Alhambras stærke mure.