Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Små paradiser. Blomster og haver i islam » Små paradiser - introduktionsbladet » En romantisk orientalist

En romantisk orientalist

Af Henning Goldbæk

Annemarie Schimmel (1922-2003) blev uddannet som orientalist ved Humboldtuniversitetet i Berlin under anden verdenskrig, og gjorde efter krigen international karriere som professor i sufimystik ved førende universiteter i Tyrkiet, Iran, Pakistan, USA og England.

Hun tilhører den gamle generation af romantiske orientalister, hun var dybt påvirket af Goethes digtsamling West-Östlicher Divan fra 1816, der beskriver den krigstrætte digters ønske om en dialog mellem øst og vest som et alternativ til napoleonskrigene. Annemarie Schimmels sidste bog fra 2002 hedder Mit vest-østlige liv, og er hendes skildring af sine rejser i orienten, ikke mindst Pakistan, som var hendes yndlingsland. Den imponerende liste over hendes bøger om islam er også på anden vis påvirket af Goethes livsholdning, for ligesom ham var hun mere optaget af naturen end af historien og politikken, og mange af hendes bøger handler om enkeltting som katte, blomster, vand, sne, alt sammen læst symbolsk som mystiske tegn på en åndelig verden.

Hun læser naturen som en bog og det er netop tilfældet i Små paradiser, der udkom i 2001, og som allerede er udformet som en erindrings- og afskedsbog. Midt i sine beskrivelser af den islamiske havekultur dukker der hele tiden små indslag af personlige oplevelser fra rejserne, således af en sval aften i en have i Marrakesh, eller af en sejltur i et endnu bevaret haveanlæg med søer og kanaler i Lahore.

Annemarie Schimmel skrev ikke kun om islam, hun var en talentfuld oversætter af islamisk lyrik, ikke mindst af Rumi, Hafez, og Yunus Emre, ligesom hun selv skrev digte i deres tradition. Hendes værker er på den måde hele tiden nærværende, konkrete, hun lader den sufimystiske tradition genopstå i sine bøger, i form af beskrivelser og billedsprog. Også på dette punkt er hun romantiker, især optaget af den tyske digter og orientalist Friedrich Rückert (1788-1866), der skrev digte i orientalske verseformer og oversatte Koranen til tysk.

Hun kalder sin bog for Små Paradiser, af to grunde, hun vil skelne sin optagethed af islamisk havekunst fra de store paradiser, nemlig de store politiske ideologier i øst og vest, og i den henseende gemmer der sig en rokokkoagtig form for eskapisme hos hende, en sans for detaljen, skønheden i de små oaser midt i den omkringliggende ørken.

Men titlen siger meget mere end det. Den siger for det første, at de små paradiser er kunstige paradiser. Østens sultaner, kaliffer og pashaer skabte små kunstværker af blomster og planter og vand, ofte rigt udsmykket med ægte tæpper på havegangene, med diamanter og smaragder på blomsterne, og med bygningsværker som Taj Mahal, hvor vand, marmor og planter udgør et kunstværk, et paradis på jord, som himlen spejler sig i.

Men for det andet er det kunstige paradis, som disse haver udgør også selve indbegrebet af sufimystikkens opfattelse af haven som forvandlings- og mødestedet mellem himlen og jorden, og i mange orientalske digte, også dem, Annemarie Schimmel citerer i bogen, er paradisets have en by, således Istanbul i det osmanniske rige, svævende mellem at være magtens og meditationens by.

Og endelig er de små paradiser også inspireret af den betydning, som den islamiske havekunst fik for den vestlige verdens arkitektur, havekunst, byplanlægning, litteratur og musik i det 19. og 20. århundrede.

Alt dette er indeholdt og nedfældet i De små paradiser, en bog, der i et enkelt og plastisk klart sprog sammenfatter en forskning, der netop nu finder sted indenfor orientalismen og som netop beskæftiger sig med genopdagelsen af et længe forsømt område, den enorme betydning, som islamisk havekunst har spillet og stadig spiller i orienten og i vestens moderne kultur, således i den berømte Parc de La Villete i Paris.

Og denne påmindelse og erindring om de små paradiser er så endelig den upolitiske Annemarie Schimmels poetisk-politiske testamente til en verden, der truer med at skabe nye fronter mellem øst og vest, så på denne måde er titlen Små paradiser også et håb, om at beskrivelsen og genopdagelsen af de glemte haveanlæg kan fungere som en renæssance for tolerance, skønhed og sans for enkelttingen og forestillingen og ikke kun for det begrebslige.

Det forklarer også paradisbogens opbygning, den har to tyngdepunkter, et langt afsnit med korte karakteristikker af blomsterne, der hver især kommer til orde i små digte om hyacinter, liljer, violer og tulipaner, som i ord sammenlignes med ansigter, øjne, munde og halse; og et kort men overbliksagtigt afsnit om blomster og haver i kunsten, i drømmen og i bøgerne, så de små paradiser indgår i en konstant forvandlingsproces mellem det største og og det mindste, mellem det endelige og uendelige, eller som det hedder i bogens poetiske epilog: ” Verden synes at være en have; hver blomst et afbillede af et elsket eller også mindre elsket menneske, og den elskede kvinde – ja, er hun ikke selv en blomsterhave?”