Forlaget Vandkunsten » Hvem? » Vladimir Nabokov

Vladimir Nabokov

»Jeg er født den 23. april 1899 i St. Petersborg i Rusland. Min bedstefader var justitsminister for Alexander den II. Min fader var en kendt politiker af den liberale gruppe, professor i kriminalret og medlem af det første, russiske parlament.

»Min skolegang foregik i Tenishevskolen i St. Petersborg. Efter at have forladt Rusland i 1919 gik jeg på universitetet i Cambridge, Trinity College, hvor jeg (i 1922) tog eksamen med udmærkelse i fremmede sprog (fransk, middelalder- og moderne, og russisk).

»Fra 1922 til 1937 boede jeg i Berlin i Tyskland, hvor mit hovederhverv var at skrive. Jeg gav også sprogundervisning og havde adskillige privatelever.

»I 1937 så jeg mig nødsaget til at forlade Tyskland og tog til Frankrig. I maj 1940 emigrerede jeg til U.S.A., hvor jeg først underviste i russisk litteratur ved Wellesley College, dernæst, fra 1948 til 1959, i russisk og europæisk litteratur ved Cornell University.

»Jeg har været gift siden 1925 og har en søn. »Min livslange hobby er sommerfugle. Jeg laver også skakopgaver. Jeg er god til sport, især tennis.«

Vladimir Nabokov døde i 1977.

Nikolaj Gogol

Timer i litteratur