Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Uden sted. Erindringer » Pressen skrev

Pressen skrev

Fra den marginaliserede position

Uden sted er ualmindelig godt oversat og er en meget smuk grafisk komponeret bog. Skaf den endelig. Anna Rebecca Kledal, Udsyn.

Tidsskrift om jødisk liv, Israel og Mellemøsten, 1/2007

Det fraværende centrum

"Uden sted " er et stort og smukt erindringsværk, som tillige leverer en personlig historieskrivning til et folk, hvis menneskelige historie langsomt er i færd med at glide ud over den historiske horisont.

Lotte Folke Kaarsholm, Information, 30. november 2006

Et barn uden land

Uden sted er næsten 400 siders fuldstændigt fantastiske erindringer. Said, der i mange år stod som en af den palæstinensiske sags fremmeste fortalere, har med Uden sted begået en bevægende, dybt personlig, selvironisk og skånselsløs beretning om sit liv.

Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende, 4. december 2006.

Født intetsteds

Velskrevet og ligetil. Dybt livsfilosofisk. Og det er måske netop bogens store styrke: Den får en til at sætte spørgsmålstegn ved afvejningen af ens eget liv. På den måde er den langt mere end en biografi.

Anne Mette Busch, Nordjyske Stiftstidende, 7. december 2006

Et malplaceret menneske

Uden sted er stærke, personlige erindringer, hvis tilblivelse drives frem af netop lægernes diagnose. Det forår, han begynder kemobehandling, begynder han at skrive: "Efterhånden som jeg blev svagere, blev antallet af infektioner og bivirkninger større , og desto mere blev denne bog mit forsøg på at bygge noget op i prosa, samtidig med at jeg i mit fysiske og følelsesmæssige liv kæmpede mod angsten og degenerationens smerte". ... Fortælles ofte med en tør, konstaterende humor, der gør fortællingen så levende, at man nyder et frikvarter fra den mere politiske del af Saids liv og levned.

Peter Christensen, Politiken, 9. december 2006

Den professionelle outsider

Erindringsbogen er faktisk en fornøjelse at læse, man mærker et dannet, følelsesfuldt og intenst menneske, og store dele af bogen er velsignet frit for klynk og beklagelser. Hvis bare Said ikke havde stillet sine talenter i en så morderisk og ussel sags tjeneste - men det kan jo siges om mange intellektuelle.

David Gress, Jyllandsposten, 2. december 2006

Den stenkastende martyr

Bogens grundtone er ensomhed og fremmedgjorthed. Som kristen følte han sig allerede uden for i det muslimske Ægypten. Som ung mand i USA følte han sig senere ligeledes udenfor i skolen, hvor han oplevede sig som en araber, som de kristne drenge så ned på. ... [Said er endnu] højt anset i tidslommer på de vestlige universiteter. Der var også en del sandhed i Saids teser, men som livsgrundlag var det ikke et godt koncept. Offerrollen og martyriet blandt araberne og specielt palæstinenserne, som Edward Said var med til at opbygge, var en usund tilstand.

Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende, 2. december 2006